Politiet tweeter fra den skarpe ende i 16 timer

Politiet tweeter fra den skarpe ende i 16 timer

20. maj 2021 - kl. 9:13 - af

Fra fredag morgen, d. 21. maj 2021, kl. 07.00 kan borgerne frem til kl. 2300 komme helt tæt på det nære politiarbejde fra to patruljer hos Nordjyllands Politi. I det tidsrum vil der nemlig blive udsendt live-beskeder fra patruljerne via politikredsens profil på det sociale medie, Twitter.

Fra morgenstunden lægges der ud med beskeder – såkaldt tweets – fra en patruljevogn, som kører ud fra politistationen i Hjørring, hvorfra der tweetes frem til kl. 1500, hvor der er såkaldt mønstring, dvs. at eftermiddagsholdet overtager vagttjenesten – hvorpå det de næste otte timer er en Aalborg-patrulje, der har Twitter-stafetten frem til vagtskiftet kl. 2300.

Patruljerne vil, fra hver deres vagt, løbende udsendte et antal tweets om de opgaver, som de bliver sendt til, ligesom det helt eksklusivt vil være muligt at skrive direkte til patruljen via Twitter og stille spørgsmål om patruljens arbejde specifikt eller politiets arbejde generelt.

Det vil i sagens natur være de konkrete hændelser på selve dagen, der afgør, hvad der vil blive udsendt til offentligheden fra patruljerne.

Handler om åbenhed
Fg. politiinspektør ved Nordjyllands Politi, Anders Uhrskov, forklarer, at man placerer en ekstra medarbejder i patruljevognen og tweeter fra patruljerne, fordi politikredsen indimellem gerne vil give offentligheden og politikredsens følgere på de sociale medier et særligt indblik i politiets opgaveløsning fra ’den skarpe ende’, dvs. direkte fra patruljetjenesten.

”Vores patruljer er hver eneste dag året rundt på gaden for at sikre nordjydernes tryghed og sikkerhed. Vi er så vidt muligt et åbent politi, så vi vil gerne fortælle om vores arbejde – også via de moderne kommunikationsplatforme, hvor mange borgere jo er til stede i dag,” siger Anders Uhrskov, der fremhæver, at politiet via patruljetweets i realtid kan oplyse offentligheden om de mange forskellige opgaver, som patruljetjenesten løser – store som små af slagsen.

”Det er en måde for nordjyderne at komme ganske tæt på vores arbejde og få et indblik fra en hverdag, som man ikke normalt ser indefra.”

Få forhold fravælges
Den fg. politiinspektør pointerer, at der vil være enkelte elementer fra patruljens opgaveløsning d. 21. maj 2021, der ikke bliver tweetet om.

”Det kan for eksempel være efterforskningsmæssige hensyn, eller det kan være informationer af personfølsom karakter,” siger Anders Uhrskov, der dog umiddelbare vil vurdere, at politiet vil kunne oplyse nordjyderne om det meste ’på et passende niveau af detaljering’, og han tilføjer i næste åndedrag:

”Men det er et konkret skøn i situationen, hvor der kan tweetes om fra patruljerne.”

Skriv til politiet
Der vil formentlig under fredagens patruljetweets også være lidt opdateringer via Nordjyllands Politis lokale Facebook og politiets nationale Instagram, men man skal følge med via politikredsens Twitter-profil for at få det fulde indblik. Og har man ikke en profil på mediet, så er det ikke noget problem: Man kan nemlig blot google ”Nordjyllands Politi” og ”Twitter”, så kan man ’se’ med.

Da Twitter er et medie, der lægger op til dialog, så opfordrer Anders Uhrskov til, at man skriver til patruljen, mens den tweeter, hvis man har nogle spørgsmål om patruljens arbejde.

”Vi kan ikke garantere svar, da politiarbejdet er uforudsigeligt, men fra patruljen vil der komme svar i det omfang, den kan – og tjenesten i øvrigt tillader det,” siger Anders Uhrskov, der tilføjer, at man især vil benytte hashtagget #patruljetweets samt naturligvis politiets kendte: #politidk

Sociale medier understøtter politiarbejdet
Derudover markerer Nordjyllands Politi ligeledes med fredagens patruljetweets, at man på politikredsens profiler på henholdsvis Facebook og Twitter tilsammen er løbet forbi 110.000 følgere. Dét antal viser noget om vigtigheden af, at en myndighed er til stede, hvor borgerne er, nemlig på de sociale medier.

”Helt generelt kan vi benytte de sociale medier til mange forskellige ting, der kan støtte os i vores indsats med at skabe tryghed og sikkerhed for nordjyderne – blandt andet kan vi udsende efterlysninger, advare mod tricktyve, informere om færdselsulykker eller oplyse offentligheden om vores arbejde,” forklarer Anders Uhrskov og understreger:

”På den måde er de sociale medier et vigtigt supplement til vores tilstedeværelse i nyhedsmedierne.”

Nordjyllands Politi blændede op for sin tilstedeværelse på Twitter i december 2012, mens Facebook-profilen gik i luften i 2017. Alle landets politikredse har en Twitter-profil, mens de fleste også er aktive på Facebook.

Anbefal via e-mail Anbefal via e-mail

Anbefal artiklen via e-mail

Email en kopi af 'Politiet tweeter fra den skarpe ende i 16 timer' til en bekendt

E-Mail Image Verification

Loading ... Loading ...
© 2020 FrederikshavnsAvis.dk - lokale nyheder fra Frederikshavn

Vidste du at vi har en udgave
af avisen der er optimeret til

FrederikshavnsAvis.dk - lokale nyheder fra Frederikshavn anvender ufarlige cookies til at udarbejde statistik over brugen af hjemmesiden, samt huske personlige indstillinger. En cookie er en lille stump information som f.eks. bruges til at huske dit valg for visning af mobil-, tablet- eller PC-versionen af FrederikshavnsAvis.dk - lokale nyheder fra Frederikshavn. Vi benytter også tredjeparts statistik-software som anvender cookies, så vi løbende kan forbedre indholdet og give dig en bedre brugeroplevelse. Du kan altid selv slette disse cookies fra din browser igen. Det er ikke muligt at læse avisen uden at der lagres cookies på din computer, så ved at fortsætte accepterer du automatisk.

ACCEPTER