Et sandt juleeventyr for to nye skraldemænd

Et sandt juleeventyr for to nye skraldemænd

25. december 2021 - kl. 6:30 - af

Onsdag den 15. december fik Forsyningens to dygtige EGU-praktikanter overrakt deres bevis for endt uddannelse – og der fulgte endnu en kuvert med.

Buster Larsen og Rasmus Bengtsson har siden sommeren 2020 været i praktik som skraldemænd hos Forsyningen i forbindelse med deres erhvervsgrunduddannelser (herefter betegnet med EGU). De to har ikke kun vist en enorm vilje til at gennemføre forløbet og evne til at navigere på arbejdsmarkedet – de har også præsteret med flotte resultater. Fra forsyningschef for Frederikshavn Affald, Karl Villadsen lød det:

”Vi vil meget gerne beholde jer, men andre arbejdspladser vil også kunne bruge jer. I er nogle gode gutter og mulighederne står åbne for jer”. Med disse ord fik Buster og Rasmus tilbud om fastansættelse hos Frederikshavn Affald, hvilket de begge har valgt at takke ja til.

Anne Ryberg Jeppesen har som EGU-vejleder fulgt de to unge mænd hele vejen igennem, og hun er stolt over, at de har gennemgået uddannelsen. Hun kan samtidig se, at der for både Rasmus og Buster er sket en stor udvikling.

Sprunget fra flere uddannelser
EGU-forløbet har været helt perfekt for Buster, fordi skoleundervisningen kun har været minimal, mens praktikken i erhvervslivet har fyldt det meste af uddannelsesforløbet.

”Skolen er ikke min stærke side, og jeg har tidligere været i gang med flere uddannelser, hvor jeg er sprunget fra. Jeg har dog aldrig nogensinde været i tvivl om, at det her var det rigtige for mig at gøre”, lyder det fra Buster, der er både stolt og lettet over at være nået til vejs ende med sit EGU-forløb.

Buster er heller ikke i tvivl om, at jobbet som skraldemand er det helt rette match for ham.

”Jobbet som skraldemand er lige mig. Udendørs arbejde og arbejdstiden, hvor jeg møder rigtig tidlig og har tidlig fri passer mig perfekt”, fortsætter han. I sin fritid passer 23-årige Buster sammen med sin kæreste nogle heste, hvoraf den ene er deres egen. Med tidlig fyraften er der god tid til at tage sig af hestene.

Snestorm og en afsluttende eksamen
Som afslutning på praktikperioden var Buster og Rasmus til eksamen torsdag den 2. december, hvor de over for driftsleder og censor skulle vise, hvad de havde lært det seneste halvandet år. Det var en dag, de fleste nok sent vil glemme for de gigantiske mængder snefald, der hærgede trafikken og medførte, at affaldsindsamlingen blev indstillet i det meste af kommunen. Selvfølgelig skulle de to elever ikke ud at køre skraldebil med de snemængder. Det blev i stedet til en mundtlig prøve, som de begge klarede rigtig godt.

”Det var bare noget rigtig møg, jeg ikke kom ud at køre. Det blev bare til en snak om, hvordan vi udfører vores arbejde, og om det tekniske. For eksempel om, hvordan vi på vores tablet indberetter forgæves tømning”, afslutter den nu fastansatte skraldemand.

FAKTABOKS

Hvad er EGU?

EGU er en 2-årig erhvervsgrunduddannelse, hvor der er mest mulig praktik samt et antal skoletimer. Undervisningen kan være dansk og matematik, eller fag, som knytter sig direkte til de opgaver, der arbejdes med i praktikperioden i virksomheden. Virksomhedspraktikken kan foregå indenfor forskellige slags fag, eksempelvis håndværk, transport, handel/butik, lager, produktion, landbrug m.fl.

Anbefal via e-mail Anbefal via e-mail

Anbefal artiklen via e-mail

Email en kopi af 'Et sandt juleeventyr for to nye skraldemænd' til en bekendt

E-Mail Image Verification

Loading ... Loading ...
© 2024 FrederikshavnsAvis.dk - lokale nyheder fra Frederikshavn

Vidste du at vi har en udgave
af avisen der er optimeret til

Cookie-indstillinger