Åbenhedsaftale som initiativsag på byrådsmøde
21. september 2025 - kl. 6:54 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
De politiske grupper fra Venstre og Danmarksdemokraterne rejser på det forestående byrådsmøde den 24. september en initiativsag om åbenhed og gruppers muligheder for at udtale sig – eller sagt på anden vis: hvordan står det til med ytringsfriheden?
Det hedder indledningsvis i sagen: ”Jævnligt får vi henvendelser fra kommunalt ansatte, der kommer med forslag, oplyser om hændelser eller ønsker ændringer. Vi går gerne i dialog, men foreslår ofte, at de ansatte henvender sig til overordnede eller om muligt går ud offentligt med ideerne. Sidstnævnte sker så godt som aldrig.”
”Vi undrer os over, hvor fraværende eksempelvis lærere, sygeplejersker, SOSU-assistenter, ansatte i administrationen – generelt kommunalt ansatte – er i den offentlige debat. Kan det passe, at alle kommunalt ansatte ikke vil eller kan deltage i den demokratiske debat eller ikke ønsker at rejse debat om forhold på deres arbejdsplads?” lyder det fra Venstre og Danmarksdemokraterne.
Ytringsfrihed
Det hedder videre fra de to politiske grupperinger: ”Eller skyldes fraværet en tvivl hos de ansatte om, hvor langt deres ytringsfrihed rækker, og om det at udtale sig kritisk i relation til deres arbejde kan få ansættelsesretlige konsekvenser? For det er de kommunalt ansatte, der tydeligst ser, hvordan vores ældre og børn har det, og hvordan vores tilbud fungerer.”
Her finder Venstre og Danmarksdemokraterne, at der er tale et stort problem, hvis pædagoger, sundhedsplejersker og andre medarbejdere ikke er trygge ved at deltage i den demokratiske debat, generelt at deltage i demokratiske sammenhænge eller ikke tør sige højt, hvor ting kan gøres anderledes og bedre.
Mulighed for at udtale sig kritisk
Partierne bag initiativsagen skriver videre: ”Det er afgørende, at kommunens ansatte ikke er bange for at dele den viden med os politikere, administrationen og offentligheden. Derfor ønsker vi, at der indgås åbenhedsaftaler, der har til hensigt at give kommunalt ansatte bedre mulighed for at udtale sig kritisk om forholdene på deres arbejdsplads uden at risikere negativ ledelsesmæssige sanktionering for retmæssig brug af deres ytringsfrihed som privatpersoner.”
Målet med at rejse sagen er, at medarbejdernes frygt for negative ledelsesreaktioner og -sanktioner mindskes, og at de ansatte i stigende grad oplever kolleger og andre bruger deres ytringsfrihed, uden at dette medfører negative ledelsesreaktioner og -sanktioner.
Samtidig skal det være normen, at medarbejdere stiller sig kritisk overfor regler, som de anser for overflødige, for at sikre, at der løbende gøres op med overflødigt bureaukrati og dokumentation. Dermed kan der samtidig frigives tid til andre opgaver.
Fremsætte en række initiativer
Venstre og Danmarksdemokraterne vil bede den kommunale administration fremsætte en række initiativer, der kan sikre disse hensigter.
Det kan dreje sig om:
- information, oplysning og vejledning til ledere, tillidsrepræsentanter, arbejdsmiljørepræsentanter og medarbejdere om ytringsfrihedens muligheder samt de lov- og aftalemæssige begrænsninger for negative ledelsessanktioner
- at understrege ytringsfriheden ved at skrive principperne ind i ansættelsesbreve, og både Frederikshavn Kommune, fagforeninger og andre aktører kan fortælle om de gode eksempler på medarbejdere, der har brugt deres ytringsfrihed
- udarbejdelse af en kommunal ytringspolitik i form af bl.a. MED-retningslinjer for at fremme øget brug af ytringsfriheden
- at iværksættes arbejdspladsinitiativer, hvor ledere og medarbejdere udarbejder og implementerer MED-retningslinjer for at udbrede kendskabet til retten til ytringsfrihed og beskyttelsen mod negative ledelsesreaktioner som følge af retmæssig brug af ytringsfriheden og/eller aftaler mellem tillidsrepræsentant(er) og ledelse herom. Sådanne arbejdspladsinitiativer vil bl.a. kunne bygge på ovenstående informations-, oplysnings- og vejledningsinitiativer.
Initiativsagen er sat på Byrådets dagsorden uden administrativ indstilling.
Tekst: Per Rye
En kommentar til “Åbenhedsaftale som initiativsag på byrådsmøde” under annoncerne.








Byrådet besluttede at sende forslaget til “administrativ behandling”