Klitmøller har trods markant tilflytning de senere år hverken hal eller forsamlingshus. Men redningshuset fra 1861 fungerer i dag som mødested. Foto: Nordea-fonden
16 mio. kr. giver nyt liv til 30 lokale mødesteder i Nordjylland
14. april 2026 - kl. 1:31 - af Jeanette Wildenhoft
Det 165 år gamle redningshus i Klitmøller får støtte til energirenovering og i Snedsted Hallen lidt mod sydbliver det lettere at finde vej. Det er to af de 31 projekter i Nordjylland, som i dag får støtte fra Nordea-fondens renoveringspulje.
Massiv efterspørgsel har fået puljen til at vokse. Fokus er på renovering frem for nedrivning.
Projektejerne kan kontaktes fra i dag. 30 nordjyske mødesteder får i de 15,9 mio. kroner, som Nordea-fonden i dag uddeler i regionen.
En lille milllion går til Klitmøller, der hverken har forsamlingshus eller hal, så redningshuset fra 1861 fungerer som byens lokale samlingssted. Og da byens indbyggertal er fordoblet i løbet af de sidste 10-15 år, er det hårdt tiltrængt at få huset renoveret, så det kan holde til den stigende brug af huset.
“Det gamle redningshus ligger kun 70 meter fra havstokken og er hårdt udsat for vejr og vind, som der er rigeligt af heroppe. Så vi vil udvide og renovere servicebygningen i stedet for at bygge nyt og så vil vi gøre renoveringen så bæredygtig som muligt,” fortæller Tine Tougaard.
Projektet renoverer indgangspartiet, som forbinder huset og servicebygningen, og det mindsker varmetab, reducerer energiforbrug og beskytter bygningen mod vejrliget. Projektet inkluderer også tilgængelighedstiltag, så personer med gangbesvær og handicap får lettere adgang. Støtten er på i alt 950.000 kr.
Lidt længere mod syd får de stadigt ældre brugere i Snedsted Hallen lettere ved at finde rundt. Hallen er bygget i starten af 70’erne fortæller den kommende halbestyrer og nuværende bestyrelsesmedlem, Christian Pihlgaard.
Han har haft en afgørende finger med i spillet i planerne for bedre tilgængelighed.
“Hallen er knopskudt gennem årene med, og det gør det ikke altid let at finde rundt. Vi har et stigende antal seniorer.”
Nordea-fonden offentliggør i dag, at 159 projekter over hele landet får del i 88,5 mio. kr. fra Renoveringspuljen. Puljen var oprindeligt på 75 mio. kr., men er blevet udvidet som følge af stor interesse og stærke ansøgninger fra hele landet.
Fra forsamlingshuse og idrætshaller til kultur- og medborgerhuse er fællesnævneren klar: Lokale mødesteder skal styrkes, repareres og gøres mere bæredygtige – til gavn for fællesskaber i hele Danmark.
Stor mangfoldighed i projekterne
Projekterne spænder bredt – fra nye tage og isolering til solceller og varmepumper, fra handicapvenlige adgangsforhold til moderne køkkener og fleksible fællesrum. Samtidig er der en tydelig ambition om at bevare eksisterende bygninger og udvikle dem, så de kan rumme flere aktiviteter og brugergrupper.
”Vi ser en stadig stigende og livsbekræftende vilje i hele landet til at passe på og udvikle de steder, hvor mennesker mødes. De støttede projekter er virkelig gode eksempler på, at initiativet lever med mere grøn omstilling og plads til flere i de lokale fællesskaber i hele landet,” siger Henrik Lehmann Andersen, adm. direktør i Nordea-fonden.
Han peger samtidig på, at puljen rammer et aktuelt behov:
”Mange steder er faciliteterne godt brugte, og driftsudgifterne er høje. Når kræfterne bliver lagt i energirenovering og samtidig gør stederne mere åbne og tilgængelige, skaber vi sammen bedre rammer for fællesskab – både nu og i fremtiden.”
Fra slidte rammer til nye muligheder
Et af de projekter, der modtager støtte, er Martofte Forsamlingshus på Fyn. Her skal en omfattende renovering sikre bedre adgangsforhold, nye tidssvarende faciliteter og et køkken, der kan understøtte fællesspisning og større arrangementer. Samtidig genbruges eksisterende materialer som en del af projektets bæredygtige tilgang.
For de frivillige kræfter bag huset handler det om at sikre, at stedet fortsat kan være et samlingspunkt for både ældre, foreninger og nye brugere – og at huset ikke bliver valgt fra på grund af utidssvarende rammer.
På Bornholm bliver Svaneke Boldklubs gamle klubhus fra 1940 vakt til live som nyt mødested efter 25 år som forsømt opbevaringshus med en gennemgribende renovering.
Et tredje projekt renoverer Hjerting Forsamlingshus ved Rødding i Sydjylland. Huset har været mødested siden 1905 og den omfattende renovering har fokus på at bevare husets oprindelige arkitektoniske udtryk. Tag, vinduer og gulve bliver en del af en omfattende energirenovering, som også medfører markant lavere driftsudgifter.
Og så glæder bestyrelsesformand Aksel Buchholdt sig til at kunne fjerne den spand, som har været fast inventar, når det regner gennem taget.
Fælles for mange forsamlingshuse er, at de har en stram økonomi, som levner ringe plads til større vedligeholdelse.
Renovering frem for nedrivning
Med Renoveringspuljen ønsker Nordea-fonden at fremme en mere ressourcebevidst tilgang, hvor eksisterende bygninger bevares og udvikles frem for at blive erstattet.
De 159 projekter er fordelt over hele landet og spænder fra mindre forbedringer til større helhedsrenoveringer. Fælles for dem er, at de styrker lokale mødesteder som samlingspunkter for aktivitet, fællesskab og engagement.
Fakta om uddelingen2026
Uddelt i alt: 88.515.801 kr.
Støttede projekter: 159
Oprindelig pulje: 75 mio. kr.
Puljen er udvidet til 88,5 mio. kr. pga. stor efterspørgsel.
Fordeling på regioner:
Hovedstaden: 21 projekter / 13,4 mio. kr.
Midtjylland: 42 projekter / 21,8 mio. kr.
Nordjylland: 30 projekter / 15,9 mio. kr.
Sjælland: 31 projekter / 16,7 mio. kr.
Syddanmark: 35 projekter / 20,7 mio. kr.
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.








Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af '16 mio. kr. giver nyt liv til 30 lokale mødesteder i Nordjylland' til en bekendt