
Læsø Skole.
Kommunen i samarbejde med Læsø om uddannelses- og erhvervsorientering
10. juni 2024 - kl. 8:16 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
Uddannelses- og erhvervsvejledningen i Frederikshavn Kommune har lavet en aftale med Læsø Kommune om at varetage denne vejledning for de unge på øen. Opgaven har indtil nu været varetaget af Aalborg Kommune.
Der er tale om, hvad der betegnes som ”en bestiller – udfører”-model, hvor Læsø Kommune betaler for de ydelser, som Frederikshavn Kommune leverer.
Formålet er at igangsætte en vejledningsproces, der giver grundlag for et realistisk valg af ungdomsuddannelse. Samarbejdsaftalen skal desuden understøtte det daglige arbejde mellem Læsø Kommune og Den Kommunale Ungeindsats i Frederikshavns Kommune.
Aftalens indhold
Elever i 7. til 9. klasse på Læsø Skole vejledes efter vejledningens årshjul gældende for de kommunale folkeskoler i Frederikshavn Kommune.
Blandt opgaverne kan nævnes kollektiv vejledning i 7. til 9. klasse, forberedelse, afvikling og efterarbejde af intro- og brobygningsforløb samt samarbejde med lærerteams om identifikation af elever med behov for en særlig skole- og vejledningsindsats.
Endvidere vil der indgå individuelle samtaler med elever med behov for en særlig vejledningsindsats, deltagelse i forældremøder på 8. og 9. årgang, tillige med målgruppevurdering til Forberedende Grunduddannelse (FGU) og Særlig tilrettelagt uddannelse (STU) samt planlægning af erhvervspraktik i 8. og 9. klasse.
Der vil ligeledes indgå øvrig vejledning af unge 15-17-årige, som ikke er i uddannelse eller job, opsøgende vejledning af unge mellem 18 og 24 år, der ikke er i gang med eller har gennemført en ungdomsuddannelse eller er i beskæftigelse mere end 29 timer om ugen samt koordinering af de obligatoriske introkurser for elever i 8. klasse.
Ministeriel anmodning
Efter den politiske behandling i henholdsvis Frederikshavn og Læsø kommuner fremsendes en anmodning til Indenrigs- og Sundhedsministeriet om dispensation til at udvide det forpligtende kommunale samarbejde til også at omfatte Uddannelses- og erhvervsvejledning.
Samarbejdet er sat på dagsordenen for næste møde i Arbejdsmarkedsudvalget den 12. juni.
Jobcenter Frederikshavn indstiller forud for dette møde, at udvalget godkender delaftalen om forpligtende samarbejde mellem Frederikshavn og Læsø kommuner om Uddannelses- og erhvervsvejledning samt sender sagen videre til byrådene i Frederikshavn og på Læsø med henblik på godkendelse af, at der sendes førnævnte dispensationsansøgning til ministeriet.
Tekst: Per Rye







Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Kommunen i samarbejde med Læsø om uddannelses- og erhvervsorientering' til en bekendt