Lone Haugaard.
Katastrofemåling fra DI: Frederikshavn Kommune er blandt de allerringeste i virksomhedernes øjne
4. september 2025 - kl. 6:56 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
Redaktionen har modtaget dette indlæg fra Lone Haugaard (M), medlem af byrådet i Frederikshavn Kommune og spidskandidat for Moderaterne.
83 virksomheder i kommunen har medvirket i en spritny undersøgelse, som placerer Frederikshavn Kommune i den absolutte bund i forhold til erhvervsvenlighed – nemlig som nr. 87 ud af de 91 kommuner, der har deltaget!
Målingen viser med knusende alvor, at kommunen dumper på dialog og information – og at der er meget stor generel utilfredshed med kommunens niveau af erhvervsvenlighed.
Der er flere målinger i resultatet, og én viser at ”kompetent og effektiv sagsbehandling af byggesager” som nr. 89 ikke kan blive ringere. Da tre erhvervsforeningsformænd i sidste uge ”råbte vagt i gevær” med en række eksempler på sager der strander, var det altså kun toppen af isbjerget – hvortil kommer dårlige tal på blandt andet planlægning og digitale services.
Det er forstemmende ringe og det SKAL der tages fat på at ændre – NU – for at kunne sætte gang i at udvikle kommunen i positiv retning. Vi skal fx tage ansvar for, at kulturen ændres, så virksomheders møde med kommunen bliver løsningsorienteret, dialogbaseret og effektivt.
For når virksomhederne mødes med stopklodser og manglende muligheder i én kommune, finder de et andet sted at slå sig ned – eller flytter herfra. Arbejdspladserne flytter med. Og det samme gør borgerne i den arbejdsdygtige alder. Og dermed indtægterne til at betale for vores alles velfærd. Det er logik for perlehøns, hvad det er for en kurs, Frederikshavn Kommune så styrer mod.
Og det mest sørgelige er: Vi vidste godt, hvad vej det gik! Sidste måling viste også et stort fald i placeringen på ranglisten – fra nr. 63 til nr. 73. Dengang blev det besluttet, at virksomhederne kunne få en ”hotline” til kommunaldirektøren, hvis der var noget, de ville vide.
Det er ikke en seriøs måde at behandle seriøse problemer på.







Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Katastrofemåling fra DI: Frederikshavn Kommune er blandt de allerringeste i virksomhedernes øjne' til en bekendt