Frivillige stiller op i debat med byrådskandidater om fremtidens frivillighed

Unge kan engageres som frivillige. Det er dette pigehåndbold et godt eksempel på. Efter en sæson ville fem af dem gerne være hjælpetrænere.

Frivillige stiller op i debat med byrådskandidater om fremtidens frivillighed

14. september 2025 - kl. 6:00 - af

Frivillighed: Hvad fungerer, hvordan samarbejder vi fremover, og hvad kan få ildsjæle til at brænde ud?

De emner sætter Civilsamfundsudvalget og Frivilligcenter Frederikshavn fredag 26.september til debat under overskriften: Kommunen, civilsamfundet og frivillige organisationer.

Det sker på Folkemøde om Frivillighed, som foregår 26.september fra klokken 15-18 hos Frivilligcenter Frederikshavn, Danmarksgade 12, og arrangementet er gratis.

I debatten – med start klokken 16 – deltager samtlige partier, der stiller op til byrådet i november, og fra foreningerne vil der være repræsentanter fra idrætslivet og fra de sociale foreninger.

Og det er de frivillige, der sætter dagsordenen for debatten.

Kræftramte og deres familier

Kræftens Bekæmpelse har 9000 medlemmer i Frederikshavn Kommune. Foreningen har ansat områdekonsulenter, der understøtter de frivillige for eksempel i bestyrelserne. I Frederikshavn Kommune hedder områdekonsulenten Lise Aslak, og hun repræsenterer Kræftens Bekæmpelse i debatten 26.september.

Hun fortæller, at Kræftens Bekæmpelse har et velfungerende samarbejde med Sundhedscenter Frederikshavn omkring en café. Her har deltagerne i det kommunale kræftrehabiliteringsforløb mulighed for at mødes, og cafeen drives af frivillige fra Kræftens Bekæmpelse.
” Vi har 18 af disse cafeer i Nordjylland, og cafe-ideen, som opstod i Nordjylland, er i dag udbredt til hele landet, fortæller Lise Aslak.

Hun understreger, at forventningsafstemning er utrolig vigtig i forhold til frivillige.

De frivillige skal for eksempel vide, hvad deres præcise rolle er i en café. De frivillige kommer på to dages patientstøtte kursus, hvor de blandt andet lærer om aktiv lytning, gennemspiller og drøfter nogle forskellige situationer, hører om hvilke henvisningsmuligheder, der findes, så de kan hjælpe patienter videre.

Kræftens Bekæmpelse har også brug for mange frivillige, når de laver husstandsindsamlinger eller Stafet for Livet.

–          Vi gør vi meget ud af, at du som frivillig selv kan forme opgaven. Er du indsamlingsleder har vi nogle opgaver, der skal løses, men om du vælger at starte indsamlingsdagen med fælles morgenbord og pep-talk, eller indsamlerne får kage og kaffe, når de afleverer indsamlingsbøssen. Det bestemmer de fuldstændig selv lokalt ud fra de ressourcer, de har.

Ildsjæle er uundværlige i ForeníngsDanmark, og det er afgørende, at kemien er i orden blandt de frivillige, ellers stopper de.

” Min opgave er derfor også at hjælpe med at løse konflikter for eksempel i en bestyrelse. Helt konkret at finde ud af, hvordan får vi taget hånd om et problem, siger Lise Aslak.

Ildsjæle kan også brænde ud, hvis de oplever, at de trækker hele læsset.

” Her kan jeg gå ind og se på, hvordan opgaver kan fordeles ud på flere”.

På spørgsmålet om Kræftens Bekæmpelse vil påtage sig flere omsorgsopgaver for kommunen er svaret nej. For frivillige er ikke sundhedsfaglige.

” Vi vil gerne være med til at udvikle på de tilbud, vi har for eksempel cafeerne. Men Kræftens Bekæmpelse har allerede nu en udfordring med at skaffe frivillige til vores cafeer, siger Lise Aslak.

Små opgaver i starten

Åse Bakland deltager i debatten på vegne af Østervrå Idrætsforening (ØVI), der på mange måder er et glimrende eksempel på en velfungerende forening med en fin økonomi. Her har man gode erfaringer med at arbejde sammen og man mødes i hallen, omkring hvilken aktiviteterne er samlet.

” Men vi er også gået i gang med at undersøge og tale med de forskellige afdelinger, hvordan vi kan styrke fællesskabsfølelsen og få flere til at bidrage på tværs af afdelingerne, fortæller Åse Bakland og formanden for ØVI Knud Hjørnholm.

Det handler blandt andet om at have ja-hatten på og handle hurtigt, når nye melder sig på banen.  For eksempel fik ØVI en henvendelse i januar fra en gruppe piger, der gerne ville spille håndbold. Til påske var de i gang og fem af de 13 spillere vil nu gerne være hjælpetrænere.

Man skal ikke starte med at tilbyde en plads i bestyrelsen, det kan komme hen ad vejen.

” Hvis vi skal have nye frivillige for eksempel unge mennesker, så skal starte med at have en lille opgave, siger Åse Bakland og Knud Hjørnholm.

Få tilflytterne med

jrønholmDet samme gælder tilflyttere. Nogle af dem kom med i fodboldafdelingens forældreråd, der arrangerer fællesspisning med 120 deltagere. Det var en rigtig god måde for tilflytterne at lære nogle mennesker at kende på.

” For at få folk i dag til at påtage sig et frivilligt arbejde skal de tilbydes klart definerede opgaver, siger Åse Bakland.

Både hun og Knud Hjørnholm er imod at ”betale” frivillige som man gør på festivaler, hvor frivillige får et adgangsarmbånd som tak for indsatsen.

” Det er et skråplan, for hvem skal så have gaver og hvem af de frivillige skal ikke? Belønningen er at være med til at få ting til at ske. At få gode oplevelser sammen med andre, som jeg aldrig glemmer, selvom det er 30 år siden jeg var fodboldtræner, siger Knud Hjørnholm.

Til politikerne har de et klart budskab: Bevar skolen og den lokale ungdomsklub og miniklubben, der også bruger hallen. Der er et tæt samarbejde mellem Torslev Skole og ØVI, som gavner begge parter.

” På skolen har man for eksempel kontakt til de svage familier, der måske ikke har råd til at betale kontingent, så finder vi en løsning, siger Åse Bakland og Knud Hjørnholm.

Anbefalinger på vej

Frivillighed er et superaktuelt emne. Til oktober fremlægger Civilsamfundsudvalget i Frederikshavn Kommune, der har repræsentanter både fra byrådet og de frivillige, en række anbefalinger til at fremme samarbejdet mellem foreningerne og kommunen og styrke frivillighed i det hele taget.

For som formanden for Civilsamfundsudvalget Brian Kjær, socialdemokratisk byrådsmedlem ærligt siger:

”Vores velfærd er under pres med færre hænder, flere opgaver og nye krav”

Der er også fokus på frivillighed på Christiansborg. Folketinget har vedtaget flere love, som slår fast, at de frivillige skal inddrages.

Anbefal via e-mail Anbefal via e-mail

Anbefal artiklen via e-mail

Email en kopi af 'Frivillige stiller op i debat med byrådskandidater om fremtidens frivillighed' til en bekendt

E-Mail Image Verification

Loading ... Loading ...
© 2024 FrederikshavnsAvis.dk - lokale nyheder fra Frederikshavn

Vidste du at vi har en udgave
af avisen der er optimeret til

Cookie-indstillinger