Maksimal fokus på erhvervsudvikling

Maksimal fokus på erhvervsudvikling

25. september 2025 - kl. 7:09 - af

En bundplacering på DI´s årlige statistik over kommuners erhvervsvenlighed burde få politikerne i Frederikshavn byråd til seriøst at overveje, hvad det er man gør galt – og hvordan man i givet fald kan vende den helt uacceptable udvikling.

Det lokale erhvervsliv peger selv ganske konkret på en række tiltag der kunne vende udviklingen – og pilen peger entydigt i retning af en kommunal forvaltning præget af sendrægtighed, dårlig vejledning, regelrytteri og under manglende politisk styring. Virksomheder med interesse i at etablere sig i vores område møder flere forhindringer end åbne døre – på samme måde som de der allerede er her, finder det svært at få de nødvendige tilladelser til at ekspandere.  

Der mangler lokalplaner, byggemodnet erhvervsjord og vigtigst af alt: en progressiv og imødekommende forvaltningsstruktur med fokus på muligheder frem for begrænsninger.

I SF vil vi ikke skyde på forvaltningens almindelige medarbejder, da ansvaret for den gældende kultur altid vil pege opad mod de administrative topchefer og den politiske ledelse. Men den er tilsyneladende helt gal, og en ny politisk ledelse efter kommunalvalget bør have det som absolut topprioritet at kulegrave hele den pågældende afdelings arbejdsgange og kultur, så historier om langsommelig sagsbehandling og manglende imødekommenhed overfor nye virksomheder bringes til ophør.

Og tidspunktet er velvalgt. Store statslige investeringer står for døren. Flådeværft, krudtfabrik, udstationering af et stort antal værnepligtige, og alt hvad der måtte komme af sidegevinster, vil blive udrullet i den kommende byrådsperiode.

Vi har en enestående chance for at vende kommunens negative spiral og skabe ny vækst – og hvis vi er rigtig dygtige: stoppe befolkningsnedgangen med tilflytning af unge familier, der ser en fremtid i Frederikshavn Kommune.

Men det kræver et progressivt og knivskarpt samarbejde mellem vores erhvervsorganisationer, den kommunale forvaltning og den politiske ledelse.

Førstnævnte har for længst erklæret sig klar og tripper utålmodigt i døråbningen – og i SF vil vi lægge os i selen for at også de sidste to instanser kommer mere på banen.

Vi er nemlig helt på det rene med, at vejen frem går gennem erhverv, nye arbejdspladser og bosætning. Kun sådan kan vi på sigt få råd til den øgede velfærd vil alle sukker efter!

På vegne af SF Frederikshavn – Søren Visti Jensen    

Anbefal via e-mail Anbefal via e-mail

Anbefal artiklen via e-mail

Email en kopi af 'Maksimal fokus på erhvervsudvikling' til en bekendt

E-Mail Image Verification

Loading ... Loading ...
© 2024 FrederikshavnsAvis.dk - lokale nyheder fra Frederikshavn

Vidste du at vi har en udgave
af avisen der er optimeret til

Cookie-indstillinger