
Fokus på Sæbys fremtid i forhold til turismen
17. juni 2026 - kl. 13:17 - af Henrik Christensen
Der blev i den grad sat fokus på Sæbys fremtid – ikke mindst som turistby – ved et særdeles velbesøgt borgermøde, som blev afviklet i Sæby Spektrum og var arrangeret af Sæby Handelsstandsforening og Sæby Erhvervsforening. Godt 100 tilhørere – heriblandt mange byrådsmedlemmer – var mødt frem.
Efter velkomst ved formanden for Sæby Handelsstandsforening, Hans Ole Kalhøj, slog turistdirektør i Toppen af Danmark, Nicolai Jacobsen Nissen, fast, at Sæby skal leve af og med turisme!
”Vi elsker turismen, og vi gør alt, hvad vi kan for at få folk hertil, men vi er også meget bevidste om at bevare det, vi har,” sagde han.
Han kom i sit indlæg ind på turistskat og betaling for at bruge Naturstyrelsens områder. Turismen bidrager årligt med 160 milliarder kr. til landet som årlig værditilvækst. Han oplyste, at en typisk endagsturist lægger 300-700 kr. på et dagsophold.
Nicolai Jacobsen Nissen påpegede, at Sæby med sin beliggenhed er et trækplaster for rigtig mange turister. Her kan de nyde den blide østkyst i tryghed. Vendsyssel er, hvad han betegnede som en god ”ø” med en fremragende infrastruktur, hvor der er smukt og hyggeligt.
Afhængig af besøgende gæster
Sæby Handelsstandsforenings næstformand, Nicolai Ronne, understregede, at Sæby er afhængig af besøgende gæster.
”Sammen kan og skal vi skabe det Sæby, vi gerne vil have,” fastslog han. ”Vi har et helt unikt miljø, og Sæby skal fortsat være en god handelsby med unikke butikker og høj service.”
Bymiljøet skal stråle, og der skal være aktiviteter for turisterne hele året, og han så meget gerne etableret et nyt hotel på havnen.
Nicolai Ronne fremhævede bl.a. nye gå-ruter, den skønne strand og den smukke havn.
Mistet arbejdspladser
Formand for Sæby Erhvervsforening, Kim Müller, tog udgangspunkt i, at Sæby de seneste 3 år har mistet omkring 1.000 arbejdspladser. Han pegede samtidig på, at der ikke er en eneste grund klar til virksomheder, som måtte ønske at flytte til Sæby. Det betyder lavere skatteindtægter, mindre handel og faldende købekraft.
Han plæderede for, at der lægges vægt på bæredygtighed og en styrkelse af turismen, der er en afgørende faktor for Sæby-området.
Der kan og bør bygges flere boliger. I den forbindelse ærgrede han sig over, at ingen fra kommunal side tilsyneladende arbejder med at skaffe folk til Sæby, der i høj grad er drevet af ildsjæle. Ligeledes fandt han, at kommunen intet væsentligt gør for at fremme turismen. ”Hvis ikke man gør noget aktivt, sker der i hvert fald ikke noget,” lød det.
Kim Müller var også inde på hotel på Sæby Havn og stillede spørgsmålstegn ved nødvendigheden af etablering af 24 privatboliger – måske i luksusklassen – i forhold til et hotel i centerbygningen på Sæby Søbad.
Han kom også ind på, at Sæbys butiksliv de seneste år er hårdest ramt i midtbyen, men modsat mange andre mindre provinsbyer reddes Sæby delvist af sin massive sommerturisme.
Høj gæstetilfredshed
”Vi skal forstå at udnytte turismens potentiale bedre – fx gennem gæster, bedre markedsføring samt udvikling af et bymiljø, der appellerer til de besøgende. Samtidig skal man arbejde kraftigt på at øge antallet af overnattende gæster,” lød opfordringen fra Kim Müller.
Han var inde på, at undersøgelser har vist, at Sæby ligger helt i top, når det gælder gæsters tilfredshed. Han fandt, at Sæby udmærker sig som feriested ved at kombinere autentisk, historisk charme med naturskønne omgivelser, hvilket appellerer stærkt til den klassiske kyst- og naturturist.
Sæby er samtidig kendt for sin autentiske købstadsidyl med smalle, brolagte gader, bindingsværkshuse og den hyggelige gamle bydel nær kirken. Samtidig kan området byde på børnevenlige badestrande.
Ifølge analyser viser turisterhvervet og de lokale indbyggere at være exceptionelt gode til at tage imod gæster, hvilet skaber tryghed og en imødekommende atmosfære. Ligeledes findes lystbådehavn og let adgang til å og skov samt gode spisemuligheder.
Livlig debat
Indlæggene blev fulgt op af en særdeles livlig debat. Hans Jørgen Kaptain opfordrede kommunen til at få, hvad han betegnede som ”en ordentlig (læs: kortere) politisk behandlingstid”, når det gælder nye tiltag af byggerier. Det affødte stort bifald, da han konstaterede, at hvis kommunen mener det alvorligt, skal der effektivitet til.
Byrådsmedlem Peter Sørensen fandt det lidt ”billigt” af Kim Müller at ”skyde” på politikerne. ”Det er nemt at sige, at kommunen snorker i timen. Mobilisér positivitet i stedet for ævl!” Dette blev imødegået af Kim Müller, der understregede, at man fra Sæbys side er absolut positive, og man kan ikke stoppe ytringsfriheden. Et andet byrådsmedlem, Peter E. Nielsen, mindede om, at der var investeret 67 mio. kr. i en stor udvidelse af Sæbys lystbådehavn.
Hauke Thiessen udtrykte bekymring over, at kommunen ikke følger sin egen strategi. Det rystede ham, at ambitionerne på kommunens vegne ikke er større. Han fandt samtidig, at det er et fantastisk positivt tiltag den nye havn har gjort for Sæby.
Sænke behandlingstiderne
Hanne Karlsen erklærede sig klar til at lægge jord til et aflastningscenter på Aalborgvej (nær Jem & Fix), og tidligere borgmester Karsten Thomsen understregede, at kommunen arbejder kraftigt på at sænke sagsbehandlingstiden, og han syntes, at kommunen er positiv over for Sæby og byens udvikling.
Hotelejer Brian Fabricius gav udtryk for, at havnen og Søbadet fremstår som ideelle pladser for nye hoteller. ”Vi skal ikke ud at have et nyt Fårup Sommerland. Vi skal sælge Sæby på fred og ro. Hvordan kan vi stå sammen og få det til at ske?”
Et par tilflyttere understregede, at det absolut også er yderst vigtigt med gode skoler og institutioner. Her er der store muligheder for at udvikle området.
Borgmester Jon Andersen gav udtryk for, at der er grøde i rigtig meget. ”Vi skal have øjnene på bolden. Byrådet har ambitioner om at udvide, og der bliver kigget på strategierne.”
Per Østergaard fra Det Historiske Hus opfordrede til, at man får kommende investeringer til at passe ind i det eksisterende, så man husker at bevare det unikke bymiljø.
Formand for menighedsrådet ved Sæby Kirke, Anne Marie Glistrup sluttede kommentarerne af med at påpege, at Sæby Kirke i realiteten fremstår som Sæbys profil, og hun fandt det væsentligt, at der værnes herom. Samtidig lød der opbakning til turisme i Sæby.
Inden Hans Ole Kalhøj takkede arrangement af, lød der stor ros fra Kim Müller for initiativet til ”De Glemte Broer”, som han var sikker på vil blive en stor attraktion for Sæby.
Tekst og fotos: Per Rye
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.


 (300 × 250px).gif)




Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Fokus på Sæbys fremtid i forhold til turismen' til en bekendt