
Sæby HK vinder Den Store Klubpris
12. august 2026 - kl. 16:01 - af Henrik Christensen
Glæden er stor i Sæby HK. Efter flere års håb og indstillinger til prisen kunne håndboldklubben modtage Den Store Klubpris – en anerkendelse af det enorme arbejde, som frivillige og medlemmer lægger i foreningen hver eneste dag.
“Jeg synes, det er så fedt at få den støtte. At vi kan få den her pris, hvor man kan gå ud og give den direkte til medlemmerne og sige: Nu skal vi have en fed dag, vi skal have noget mad og noget workshop og noget klubhygge, hvor man kan give den lidt ekstra power. Det synes jeg, vi fortjener, medlemmerne fortjener det, og de frivillige i klubben fortjener det.” fortæller Jeanette, som er næstformand i Sæby HK.
En breddeklub, hvor alle hører til
Sæby HK er ikke en eliteklub, men en stærk breddeklub med plads til alle. Foreningen samler aktive spillere fra 3-årsalderen helt op til slut-50’erne, og det er netop mødet og sammenholdet på tværs af både køn og generationer, der udgør klubbens hjerteslag. Et af årets absolutte højdepunkter er ‘Et brag i hallen’. På skemaet er der både ungdoms- og seniorhold, og til indløbet følges de yngste spillere med de ældre ind på banen. “Det er et syn, der virkelig viser sammenholdet og varmer hjertet”, fortæller Jeanette.
Klubbens kerneværdier bygger på et stærkt fællesskab på tværs af alder, køn og de enkelte hold. Der skabes en ægte klubånd hvor der løftes i flok og alle hjælper til ved arrangementer – lige fra de yngste og deres forældre til de ældste, som står i baren eller lægger gulv.
Drivkraften bag det frivillige arbejde
For næstformand Jeanette har engagementet i klubben varet i mere end 20 år. Det startede, da hendes egne børn begyndte til håndbold, og selvom hun kun selv har prøvet én enkelt håndboldtræning i sit liv, er klubben blevet hendes helt store hobby.
“Jeg har en søster, der er kreativ, en far, der går i haven, og en mor, der kan strikke – og det besidder jeg ikke. Men at kunne afholde en ølfest for 700 mennesker, julebingo eller ‘Et brag i hallen’, hvor folk får en god oplevelse, det er min største motivation. Den glæde, man kan give andre ved at gøre en indsats, giver mig selv en kæmpe tilfredshed og værdi,” fortæller Jeanette:
Sæby HK har klare planer for, hvordan midlerne skal skabe værdi for hele klubben. Der skal blandt andet afholdes en stor klubweekend med et samlende stormøde, hvor spillere, forældre og frivillige på tværs af årgange kan mødes over noget godt at spise og styrke sammenholdet.
I forbindelse med weekenden arrangeres der også workshops om frivillighed, som skal skabe en åben dialog om forventninger og muligheder i klubben, så nye forældre og unge kan få øjnene op for den glæde og værdi, der ligger i at bidrage til foreningslivet. Derudover prioriterer klubben fortsat at støtte op om sociale initiativer, så økonomiske udfordringer aldrig holder børn og unge tilbage fra at deltage i stævner og det stærke klubfællesskab.
Stor opbakning fra den lokale Sportigan
Hos Sportigan Sæby vækker kåringen også stor begejstring. Indehaver Søren har et tæt samarbejde med Sæby HK og lægger stor vægt på det lokale foreningsliv. “Det kom overhovedet ikke bag på mig. Det var skide fedt, og det er så fortjent,” fortæller Søren.
Samarbejdet mellem Sportigan og Sæby HK rækker ud over blot levering af spilletøj. Det handler om gensidig opbakning i lokalsamfundet, hvor et stærkt erhvervsliv og et levende foreningsliv løfter hinanden.
Sørens tilknytning til lokalsporten er stærk, for han har selv spillet både håndbold og fodbold i byen i mange år. I hans øjne er foreningslivet selve hjertet i Sæby. Han peger på, at erhvervsliv og sportsklubber er gensidigt afhængige; et aktivt foreningsliv tiltrækker børnefamilier og tilflyttere og er med til at skabe liv, arbejdspladser og opbakning til de lokale butikker.
En drøm for fremtiden
Når Jeanette kigger fremad, er det største ønske at bevare den flotte medlemstilgang, som klubben har oplevet de seneste år. Men drømmene stopper ikke ved medlemstallene. Håbet er også, at den nye generation af børn, unge og forældre mærker den helt særlige værdi, der
ligger i at være frivillig – følelsen af, at det at bidrage til andres glæde og gode oplevelser giver en uvurderlig tilfredshed igen. Samtidig skal klubånden have lov at vokse sig endnu større, så Sæby HK forbliver en klub med plads til alle.
En af Jeanettes helt store drømme er at gøre klubhuset til et naturligt samlingssted for hele byen. Det gælder ikke kun de aktive hold, men i høj grad også pensionister og tidligere spillere, der for længst har lagt udstyret på hylden. Klubben ønsker at skabe et varmt fristed og fællesskab, hvor passive medlemmer og byens ældre altid kan kigge forbi, hjælpe til med vedligeholdelse eller blot nyde det sociale samvær.
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.







Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Sæby HK vinder Den Store Klubpris' til en bekendt