
Foto fra en af de 4 workshops. Privatfoto.
Alle gemmer på en historie – på Socialmødet får de ordet
31. august 2026 - kl. 18:17 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
Der bliver både musik, digte og personlige fortællinger, når deltagerne fra workshoppen ”Alle mennesker gemmer på en historie” præsenterer deres arbejde på Socialmødet i Frederikshavn torsdag den 3. september.
Gennem fire workshops har deltagerne sammen med musikeren og sangskriveren Søren Krogh arbejdet med at sætte ord og toner på oplevelser fra deres eget liv, og rundt om bordet er der blevet arbejdet med mange forskellige udtryk.
– Det er gået rigtig godt. Der har været en dejlig energi omkring bordet, og deltagerne har modigt kastet sig ud i det. Nogle har skrevet digte, andre arbejdet med fortællinger eller sange – og det er meget forskelligt, hvad der er vokset frem, fortæller Søren Krogh.
Forløbet har samtidig vist, hvor mange fortællinger mennesker bærer med sig: – Vi havde en fornemmelse af, at alle gemmer på en historie, men jeg er alligevel blevet overrasket over, hvor stærke og ærlige fortællingerne er. Der bliver delt noget, som både gør indtryk og sætter tanker i gang, siger Søren Krogh.
Fredag den 28. august mødtes gruppen til den fjerde og sidste workshop, hvor de sidste detaljer faldt på plads, inden deltagerne sammen med Søren Krogh præsenterer deres arbejde på Socialmødet.
– Der er kommet nogle virkelig fine tekster, sange og fortællinger frem. Jeg er både imponeret over kvaliteten og over det engagement, deltagerne er mødt op med. Vi er nu klar til at dele det hele med publikum på Socialmødet, fortæller Søren Krogh.
Nu fortæller de selv
På Socialmødet mødes mennesker med forskellige livserfaringer og baggrunde til en eftermiddag med musik, fællesskab og gode samtaler.
Her bliver resultatet af workshoppen præsenteret for publikum. Tanken er enkel: Mennesker, der alt for ofte bliver talt om, skal have mulighed for selv at tage ordet og fortælle deres historie.
Ud over deltagernes fortællinger og musik bliver der mulighed for at møde en række frivillige sociale foreninger og kommunale tilbud. Pølse-Mogens serverer gratis hotdogs, og senere på eftermiddagen giver Søren Krogh koncert.
Socialmødet arrangeres af Udsatterådet og Frivilligcenter Frederikshavn.
Praktiske oplysninger
Socialmødet – sammen om sundhed og trivsel
Torsdag den 3. september 2026 kl. 13.00-16.00
Frivilligcenter Frederikshavn
Danmarksgade 12 – 9900 Frederikshavn
Arrangementet foregår på den afskærmede parkeringsplads ved Frivilligcenter Frederikshavn med indgang fra Asylgade.
Program
Kl. 13.00: Velkomst
Kl. 13.10: Standene åbner
Kl. 13.15: Pølse-Mogens åbner ”HOTDOG’EN”
Kl. 13.30: Musik og fortællinger fra workshoppen ”Alle mennesker gemmer på en historie” ved Søren Krogh og deltagerne
Kl. 14.30: Besøg standene, mød deltagerne, og nyd en hotdog i hyggeligt selskab
Kl. 14.45: Koncert med troubadouren Søren Krogh
Kl. 15.30: Sidste mulighed for at besøge standene og ”HOTDOG’EN”
Kl. 16.00: Tak for i dag
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.


 (300 × 250px).gif)




Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Alle gemmer på en historie – på Socialmødet får de ordet' til en bekendt