
Formand og næstformand i ældrerådet. Dorte Kruse Vestergaard og Kaj Mathiassen.
Lad os nuancere debatten om ældreplejen i Frederikshavn
4. september 2026 - kl. 12:50 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
Ældrerådet for Frederikshavn Kommune er bekymret for en skævdrejning i debatten om forholdene i ældreplejen.
Det står klart for os, at der ikke kan spares mere. Men fortællingen om, at det skulle være forfærdeligt at være ældre eller modtage hjemmepleje i kommunen, kræver efter vores opfattelse nuancering.
Lad det være sagt fra start:
Vi har fantastisk dygtige og fagligt ansvarlige medarbejdere i Frederikshavn Kommunes hjemmepleje og på plejecentrene.
Kommunen er blandt de kommuner, der er længst med implementeringen af den nye ældrelov.
Ældrerådets medlemmer besøger i år alle plejegrupper og plejecentre to gange hvert sted. Det giver os et godt indblik i hverdagen. Vi hæfter os blandt andet ved:
– Der er indført små teams i alle plejegrupper, så borgerne møder færre forskellige mennesker i hverdagen.
– Alle nye borgere i plejen tilbydes rehabilitering, så de efter et sygdomsforløb kan blive så selvhjulpne som muligt.
– Sygefraværet er faldet som følge af større fælles ansvar og ændrede arbejdsmetoder.
Ikke alt er fuldstændig kørt ind endnu, men der er stor vilje og lyst til de nye arbejdsmetoder.
Det er positivt, for vi har brug for alle de gode kræfter på området.
Flere gode historier end dårlige
Det er vigtigt, at de gode historier om værdig hjælp og pleje kommer frem. Vores indtryk er, at der er flere gode historier end dårlige – samtidig med at kritisable enkeltsager naturligvis skal frem.
Vi står i en tid, hvor det er svært at få nok mennesker til at søge ind i faget. Derfor skal vi ikke blindt følge fortællingen om, at det generelt er forfærdeligt at være ældre i Frederikshavn Kommune. Vi skal bidrage med underbyggede argumenter og fakta og pege på løsninger. Politikerne har brug for et retvisende billede af virkeligheden at styre efter.
Det er ikke nok at bede om flere penge, hvis vi ikke har hænder nok. Vi skal skabe lyst til faget og hjælpe politikerne med at se mulighederne. Alt, hvad der kan gøre det attraktivt at arbejde med ældre mennesker, skal fremmes. Og det gøres bl.a. gennem de mange gode historier.
Ændring af madlavning må ikke koste hænder
Vi ser ligesom mange andre med bekymring på varslede nedskæringer. Vi er især bekymrede for, om de vil ramme den forebyggende indsats, som kommunen ellers er god til, og den daglige pleje.
Vi mener ikke, der kan skæres mere.
Vi har anbefalet, at madlavningen i Leve Bo-enhederne ændres til central madlavning. Mange beboere kan ikke deltage i madlavningen, og kogende vand og knive kan skabe farlige situationer for beboere med demenssygdom. Maden bør tilberedes centralt af professionelle og derefter varmes og serveres lækkert på de enkelte centre.
Det må ikke betyde færre medarbejdere. Der er brug for alle hænder. Også selv om nogle diætansvarlige i stedet må overgå til plejepersonale.
Dorte Kruse Vestergaard, formand for Ældrerådet
Kaj Mathiesen, næstformand for Ældrerådet
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.







Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Lad os nuancere debatten om ældreplejen i Frederikshavn' til en bekendt