
Festlig EM-lodtrækning: Håndboldfesten er begyndt i Frederikshavn
18. juni 2020 - kl. 23:00 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
Der var god stemning og isvand i glassene på Freddy’s Bar i Frederikshavn, hvor lodtrækningen til EM i Kvindehåndbold i dag blev fulgt ved en festlig event.
Håndboldfeberen raser allerede i Frederikshavn, der sammen med Herning er værtsby i Danmark, når nogle af verdens største håndboldstjerner tørner sammen til EM i Kvindehåndbold i december 2020. Det svenske kvindelandshold får Arena Nord i Frederikshavn som hjemmebane i de indledende kampe, og gårdhaven på Freddy’s Bar var pyntet med svenske flag, og den svenskfødte sangerinde Tina Gillberg underholdt, da ca. 50 gæster var samlet den 18. juni for at følge EM-lodtrækningen, der blev LIVE-streamet fra Wien.
– Vi har et stærkt samarbejde i Frederikshavn om at levere værtskab i verdensklasse. Det gjorde vi, da Frederikshavn var værtsby til VM i Kvindehåndbold i 2015. Og det gør vi igen til december, når vi er værtsby for den eneste store sportsbegivenhed, der bliver afviklet i 2020. For os er det naturligt, at det svenske landshold får hjemmebane i Frederikshavn. Vi har et nært forhold til vores svenske broderfolk, som kommer her med færgerne, udtaler Per Malmberg, direktør i Arena Nord.
Træners forudsigelse holdt stik
Den tidligere træner for det svenske kvindelandshold, frederikshavneren Helle Thomsen, deltog som håndboldekspert i eventen i Frederikshavn, hvor hun blev interviewet før og under lodtrækningen. Den erfarne og højt respekterede træner gav sine bud på, hvilke nationer det svenske landshold bedst vil kunne besejre, og hvilke der vil være de sværeste at slå. Udfaldet af lodtrækningen blev de tre hold, Helle Thomsen udpegede som de sværeste modstandere: Rusland, Spanien og Tjekkiet! Det affødte en del telefonbeskeder fra svenske landsholdsspillere til deres tidligere træner.
EM i en coronatid
Selvom coronapandemien har aflyst en række sportsbegivenheder i Danmark og resten af verden de seneste måneder, er det med optimisme, at de danske og norske værter ser frem mod december 2020. Dansk Håndbold forbund (DHF) og Det Europæiske Håndboldforbund (EHF) arbejder med forskellige scenarier i forhold til afvikling af EM-slutrunden.
Viser det sig, at coronakrisen stadig forhindrer, at der kan være fuldt belagt med publikum i arenaerne i Herning og Frederikshavn, kan EM-kampene afvikles med forskellige restriktioner – fx et nedsat tilskuerantal. Hvis dette bliver tilfældet, er det en fordel at være blandt de første til at købe billetter, for pladserne bliver fordelt ud på de første, der har købt deres billetter. Ved eventuelle restriktioner på antal tilskuere vil man kunne få refunderet sin billet, hvis den er købt gennem Ticketmaster.
FAKTA om EM
EM afvikles i Norge og Danmark i Trondheim, Stavanger, Oslo, Frederikshavn og Herning.
Danmark spiller de tre indledende gruppekampe i Boxen i Herning henholdsvis den 4., 6. og 8. december. Sverige spiller de tre indledende gruppekampe i Arena Nord i Frederikshavn henholdsvis den 3., 5. og 7. december. Eventuelle kampe i mellemrunden bliver for Danmarks vedkommende også spillet i Herning den 11., 13. og 15. december, mens turen går til Oslo ved en eventuel finaleweekend.
Du kan finde yderligere information om EM-slutrunden på den officielle hjemmeside https://women2020.ehf-euro.com/home/
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Festlig EM-lodtrækning: Håndboldfesten er begyndt i Frederikshavn' til en bekendt