
Rektor Mik Ingenuus lykønsker årets første student, Christian Borregaard.
Christian fik hue og et flot 12-tal
22. juni 2020 - kl. 13:27 - af Henrik Christensen
Afgangseleverne på Frederikshavn Handelsskole modtager i denne uge deres karakterer ved en lidt anderledes ceremoni. Enkeltvis og med maks. 9 gæster.
Christian Borregaard blev årets første student fra Frederikshavn Handelsskole og blev derfor lykønsket med blomster af rektor Mik Ingenuus, efter at de stolte forældre, Lene Madsen og Kaj Borregaard, havde sat huen på hovedet af sønnen.
På grund af corona-nedlukningen har dette års eksamen været meget anderledes med kun en enkelt mundtlig eksamen, nemlig eksamination i den store skriftlige opgave, SOP. Det var således den eneste karakter, der var kendt på forhånd, men da Christian Borregaard her havde scoret et 12-tal, var der aldrig tvivl om, at eksamen ville blive bestået. Nu venter studenterfest, sommerferie og derefter universitetet enten i Aarhus eller Aalborg, hvor han vil læse erhvervsøkonomi.
I alt 115 handelsstudenter får deres eksamenskarakter i de første tre dage i denne uge. Det sker enkeltvis med 10 minutters mellemrum. Herefter har hver student og op til 9 gæster et 10-mandsbord i kantinen til rådighed i en times tid til at fejre begivenheden. Torsdag og fredag bliver der så holdt dimission og udlevering af eksamensbeviser. Det sker klassevis en klasse ad gangen og kun med forældre.
”Vi gør det på denne måde for at leve op til corona-retningslinjerne og alligevel gøre det festligt for vores elever og deres familier. Det har været en meget usædvanlig afslutning på skoleåret, men alle vores elever er gået til fjernundervisningen med en positiv indstilling. Så det er dejligt at kunne slutte året nogen lunde normalt,” siger rektor Mik Ingenuus.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Christian fik hue og et flot 12-tal' til en bekendt