
Fantastisk klubtur til Mariager Fjord
2. juli 2021 - kl. 6:51 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
Den 4. klubtur i 2021 viste på alle måder, hvor fantastisk en klub, Frederikshavn Havkajakklub har udviklet sig til. Der var samlet ikke færre end 27 klubkammerater til en herlig tur til Mariager Fjord.
Der var tilmeldt 30 deltagere; men 3 meldte desværre afbud på dagen. Der var planlagt to ruter – én tur på ca. 25 km for dem, der gerne ville give den lidt gas, og en tur på ca. 16 km for dem, der var mere til en stille og rolig hyggetur med lidt længere pauser.
Det var et flot syn, da alle kajakker var gjort klar, og vi stævnede ud fra Hobro Lystbådehavn og krydsede over fjorden. Herfra gik turen langs sydsiden af fjorden med kurs til de to pausesteder hhv. ved Mariager Kajakklub og ved Katbjerg Odde, hvor den medbragte madpakke skulle indtages.
En mindeværdig klubtur, hvor klubbens gamle medlemmer fik lejlighed til at vise nogle af vores nye klubkammerater, hvad havkajaksporten også kan byde på. En dag, hvor der blev sat et par flotte nye klubrekorder med 27 deltagere på en klubtur og med ikke færre end 550 ro-km.
På vejen hjemad fra Hobro kunne vi følge det danske landsholds kamp imod Wales.
Dagen blev afsluttet med sommerfest i Frederikshavn Havkajakklub, og efter en særdeles god rotur på Mariagerfjord og en sejr til Danmark, var det bare med til at sætte en perfekt afslutning på en dejlig klubdag.
Hans Chr. Højslet
Formand for Frederikshavn Havkajakklub
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Fantastisk klubtur til Mariager Fjord' til en bekendt