Tyveri af dyre cykler stikker helt af
15. juli 2021 - kl. 6:59 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
Selvom antallet af cykeltyverier er faldet stødt siden 2009, er skadesudgifterne til stjålne cykler steget de seneste år. Og det skyldes, at antallet af dyre cykler, som bliver stjålet, nærmest er eksploderet inden for de seneste tre år. Til dem hører blandt andet el- og ladcykler, som ikke blot er populære hos danskerne, men også hos tyvene.
Antallet af cykeltyverier i Danmark er faldet stødt siden 2009. Men sidste år var faldet usædvanligt stort. Ifølge Danmarks Statistik blev der i 2020 anmeldt 40.642 cykeltyverier i Danmark. I 2019 var tallet 46.212. Det er et fald på cirka 12 procent.
“Corona har klart påvirket udviklingen, fordi der har været færre cykler i det offentlige rum, for eksempel på togstationer, skoler, arbejdspladser osv., mens danskerne i lange perioder har arbejdet hjemme, og skoler, kultur- og uddannelsesinstitutioner, sportshaller, butikscentre osv. har været lukket,” siger Charlotte Dietzer, skadechef i Tryg.
Også Tryg har oplevet et stort fald i antallet af cykeltyverier i 2020, hvor selskabet havde omkring 8000 sager – et fald på cirka 13 procent i forhold til året før. Alligevel faldt Trygs skadesudgifter til cykeltyverier, der årligt løber op i cirka 50 millioner, sidste år kun med 6 procent i forhold til 2019. Det skyldes, at gennemsnitsskaden steg.
“Over de seneste år har vi set en stigende tendens i antallet af sager om tyveri af dyre cykler. Alene fra 2018 til 2020 steg antallet af sager om tyveri af cykler i prisklassen 10.000-29.999 med hele 65 procent. En del af dem er formentlig el- og ladcykler. Men tallene dækker selvfølgelig også over dyre racercykler, selvom disse må formodes at være mindre i vækst end el- og ladcykler, der er vundet meget frem de senere år,” fortsætter Charlotte Dietzer.
Af Trygs opgørelser fremgår det, at andelen af kunder, som får udbetalt erstatning til en el- eller ladcykel er stukket helt af de seneste år. Således udgjorde tallet for el-cykler under 5 procent i 2018, men 27 procent i 2020. For ladcykler var tallene henholdsvis 4 procent og 14 procent.
FAKTA
Antallet af cykeltyverier i Danmark er faldende, men gennemsnitsskaden for en stjålet cykel er stigende
Tryg udbetaler årligt cirka 50 millioner i erstatning for cykeltyverier
I Tryg steg gennemsnitsskaden for en stjålet cykel med 17 procent fra 2018 til 2020
Antallet af tyverier i prisklassen 10.000-29.999 er steget med 65 procent de seneste tre år fra 2018 til 2020
Kilde: Tryg
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Tyveri af dyre cykler stikker helt af' til en bekendt