
Frederikshavn-virksomhed vinder prestigefyldt erhvervspris for 3. gang
5. oktober 2022 - kl. 11:42 - af Henrik Christensen
End ikke en verdensomspændende krise har kunnet slå nordjyske Bakob ud af kurs. Virksomheden er nemlig lykkedes med at skabe kontinuerlig vækst og levere så stærke finansielle resultater, at de nu kåres som Succesvirksomhed 2022 – og det er vel at mærke tredje gang, at virksomheden modtager hyldest som Succesvirksomhed.
På baggrund af regnskaber fra mere end 350.000 danske virksomheder er vinderne af erhvervsprisen Succesvirksomhed 2022 nu fundet. Prisen uddeles hvert år til de 200 små og mellemstore virksomheder i region Nordjylland, der over en femårig periode har haft størst succes målt på en række finansielle parametre. Og da regnskabsperioden blandt andet bød på en global pandemi og svære vilkår for erhvervslivet, er der ekstra meget at fejre.
Blandt dette års Succesvirksomheder er Frederikshavn-virksomheden Bakob, der er specialister inden for regnskab, bogføring, busmoms, momsrepræsentation og fortoldning. Virksomheden er på baggrund af sine imponerende finansielle resultater og en flot vækstkurve netop blevet udnævnt som Succesvirksomhed 2022 og kan dermed bryste sig af at være modtager af erhvervsprisen for tredje gang:
– Da vi overtog forretningen for seks år siden, havde vi ikke specifikke mål eller ambitioner om at opnå endnu større vækst, men vi har i stedet haft fokus på at skabe en arbejdsplads, hvor vi konstant dygtiggør os inden for de kompetencer og fagområder, der er kendetegnende for vores virksomhed, og så er væksten fulgt pænt med, forklarer direktør og medejer, Peter Suhr Pedersen, og tilføjer:
– Derfor betyder denne erhvervspris meget for os, da det er et stort skulderklap og en anerkendelse af den strategi, som ligeledes har givet os et stærkt omdømme blandt vores kunder. Nøglen til succes bunder derfor for os i en jævn, naturlig vækst, hvor vi ikke favner bredere, end virksomheden kan følge med. På den måde kan vi fokusere hundrede procent på at levere den bedste service til vores kunder.
Bakob, der er beliggende på Th. Bergsgade 12 i Frederikshavn, har netop fået overrakt erhvervsprisen bestående af en vinderstatuette og et diplom som et synligt bevis for deres indsats.
Succesvirksomheder hyldes til stor regionsfinale
Det er Spar Nord og BDO, der for fjerde år i træk hylder de danske små og mellemstore succesvirksomheder, som kontinuerligt formår at skabe vækst, stærke finansielle resultater og tager det lange seje træk.
Foruden de lokale hyldester bliver alle vinderne hædret til regionsfinale torsdag den 3. november i Musikkens Hus i Aalborg, hvor den absolut bedste succeshistorie i regionen udpeges.
Om Succesvirksomhed 2022
Spar Nord og BDO stiftede i 2019 Succesvirksomhed, som er en erhvervspris, der anerkender de danske små og mellemstore virksomheder med mellem 10 og 999 årsværk. Succesvirksomhederne kvalificerer sig på baggrund af antal ansatte og vurderes ud fra performance på følgende parametre:
- Vækst i resultat før skat de seneste fem år
- Soliditetsgrad over 15 % i det seneste regnskabsår
- Vækst i soliditeten målt over de seneste fem år
- Evnen til at skabe resultater med det givne kapitalgrundlag
Virksomhederne bliver for hvert kriterie tildelt point, alt efter hvor godt de klarer sig. Det er det samlede antal point, der afgør, om en virksomhed bliver en del af de i alt 1.000 Succesvirksomheder.
Fonde, finansielle holdingselskaber, udenlandske datterselskaber, pengeinstitutter samt rådgivnings- og revisionsvirksomheder er ikke medtaget blandt de 1.000 Succesvirksomheder.
Læs mere om ”Succesvirksomhed 2022” her: www.succesvirksomhed.dk
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Frederikshavn-virksomhed vinder prestigefyldt erhvervspris for 3. gang' til en bekendt