Hvem kan du stemme på ved Folketingsvalget?

Hvem kan du stemme på ved Folketingsvalget?

26. oktober 2022 - kl. 10:06 - af

Statsminister Mette Frederiksen (A) har som bekendt udskrevet valg til Folketinget med afholdelse tirsdag den 1. november.

Hvem kan du så stemme på?

Det gælder alle, der er opstillet i Nordjyllands storkreds. Storkredsen omfatter foruden Frederikshavn Kommune kommunerne Aalborg, Brønderslev, Hjørring, Jammerbugt, Læsø, Mariagerfjord, Morsø, Rebild, Thisted og Vesthimmerland.

Følgende partier opstiller i Nordjylland: Socialdemokratiet (A), Radikale Venstre (B), Konservative Folkeparti (C), Nye Borgerlige (D), SF – Socialistisk Folkeparti (F), Liberal Alliance (I), Kristendemokraterne (K), Moderaterne (M), Dansk Folkeparti (O), Frie Grønne – Danmarks Nye Venstrefløjsparti (Q), Venstre – Danmarks Liberale Parti (V), Danmarksdemokraterne – Inger Støjberg (Æ), Enhedslisten – De Rød-Grønne (Ø) samt Alternativet (Å). Dertil kommer en enkelt kandidat opstillet uden for partierne.

Disse partier har anmeldt prioriteret sideordnet opstilling af deres kandidater: Socialdemokratiet, Radikale, Konservative, Nye Borgerlige, SF, Liberal Alliance, Kristendemokraterne, Moderaterne, DF, Venstre, Danmarksdemokraterne samt Alternativet, mens Frie Grønne og Enhedslisten har partiliste anmeldt.

I Nordjylland er der denne gang 449.698 stemmeberettigede mod 445.831 ved seneste valg. Heraf er 22.552 førstegangsvælgere – enten fordi de er fyldt 18 år eller (i begrænset omfang) har opnået dansk statsborgerskab.

I hele Danmark kan 4.267.951 vælgere (indtil videre) stemme til folketingsvalget denne gang. Dermed er vælgertallet allerede nu steget med 48.414 vælgere i forhold til folketingsvalget i 2019.

To partiledere er opstillet i Nordjylland. Det gælder den nuværende statsminister Mette Frederiksen og leder af Danmarksdemokraterne, Inger Støjberg.

Efter avisens informationer opstiller 5 lokale kandidater i Frederikshavn Kommune: Mette Hardam (V) fra Lyngsaa, og Henrik Buchhave (V) fra Østervrå, Mark Andrew Jewkes (Å) fra Frederikshavn, samt de to SF-ere Melina Andersen, Aalborg/Syvsten, samt Benjamin Jørgensen, Skagen. (Forholder det sig anderledes, er man meget velkommen til at supplere i kommentar-feltet.)

Valgkort på vej med posten

Valgkortet udsendes, så alle stemmeberettigede har det med posten senest torsdag den 27. oktober. Det medbringes i valglokalet, men man kan dog godt stemme, hvis man ikke har det med og i stedet medbringer anden legitimation. Hvis man har brug for hjælp til at få forklaret stemmesedlen eller til at sætte sit kryds, kan man få hjælp til dette af to valgstyrere eller tilforordnede vælgere. Man kan også vælge at få hjælp af en person, man selv har valgt, i stedet for den ene valgstyrer eller tilforordnede vælger. Det kan for eksempel være et familiemedlem.

I Frederikshavn Kommune er antallet af valgsteder denne gang reduceret til 15 steder. Kommunens største afstemningssted er Arena Nord i Frederikshavn. Desuden er der Skagen Kultur- og Fritidscenter, Ålbæk Kulturhus, Jerup Forsamlingshus, Bannerslundhallen ved Elling, Strandby Borger- og Kulturhus, Ravnshøj Skole, Gærum Skole, Sæby Kulturhus ”Manegen”, Dybvadhallens cafeteria, Hørby Sognehus, Thorshøj Gamle Skole, Stensnæsskolen i Voerså, Syvstenhallen i Syvsten-Volstrup samt Østervrå Idræts- og Kulturcenter.

Link, hvor der er yderligere links til de enkelte storkredse rundt om i landet – heriblandt Nordjyllands storkreds: https://valg.im.dk/valg/folketingsvalg/kandidater

Link, hvor der kan læses mere om valgkort og afstemning:
https://valg.im.dk/vaelgere/hvordan-stemmer-jeg/hvordan-faar-jeg-mit-valgkort

Link vedr. valgsteder i Frederikshavn Kommune:
https://www.frederikshavn.dk/politik/valg/info-om-folketingsvalget-1-november/valgsteder/

Tekst: Per Rye

Anbefal via e-mail Anbefal via e-mail

Anbefal artiklen via e-mail

Email en kopi af 'Hvem kan du stemme på ved Folketingsvalget?' til en bekendt

E-Mail Image Verification

Loading ... Loading ...
© 2024 FrederikshavnsAvis.dk - lokale nyheder fra Frederikshavn

Vidste du at vi har en udgave
af avisen der er optimeret til

Cookie-indstillinger