Hotel Aahøj og Essensgaarden indleder samarbejde
23. oktober 2023 - kl. 8:52 - af Henrik Christensen
To af Nordjylland spillere inden for hotel- og restaurationsbranchen indleder nu et større tværfagligt samarbejde, dels for at supplere hinandens produkter, men også for at styrke hinandens koncepter.
Essensgaarden, med Tonny i spidsen, bliver dermed Hotel Aahøjs nye gastronomiske samarbejdspartner, hvilket betyder at Aahøjs Private Dinners vil blive tilberedt af Tonny og Essensgaarden. Ligeledes tilbydes gæster på Essensgaarden at overnatte på Hotel Aahøj, hvor kørslen fra Gaarden til Aahøj vil være en del af pakken.
Hotel Aahøj har etableret helt nye møde- og konferencefaciliteter, og Aahøjs konferencegæster vil nu også blive tilbudt teambuilding på Essensgaarden, hvor der er mulighed for at prøve kræfter med ”Fra jord til bord” samt tilberedning af egen frokost.
”Jeg samarbejder ikke med hoteller på nuværende tidspunkt, og havde egentlig heller ikke tænkt tanken. Men et samarbejde med Hotel Aahøj er en helt unik mulighed for at slå to stærke koncepter sammen – det kunne jeg ikke sige nej til” fortæller Tonny, indehaver af Essensgaarden i Understed.
”Vi har mange gæster, især firmagæster, som afholder møder og konferencer på hotellet. Disse gæster har ofte et ønske om at blive på hotellet hele dagen og aftenen, således den fortrolige snak og den faglige agenda kan holdes indenfor husets fire vægge. At Essensgaarden kan komme til Aahøj, således vores gæster kan få den ultimative spiseoplevelse – er helt vildt at tænke på. Jeg er meget spændt og stolt over samarbejdets indgåelse” udtaler Kamilla, indehaver af Hotel Aahøj i Sæby.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Hotel Aahøj og Essensgaarden indleder samarbejde' til en bekendt