I denne landsdel kører danskerne for stærkt – og det koster liv
11. april 2024 - kl. 8:44 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
Der er stor forskel på, hvor acceptabelt det er at køre for stærkt alt efter, hvor folk bor, viser en undersøgelse fra Rådet for Sikker Trafik. Det afspejler sig tilsyneladende både i, hvor mange som kører for stærkt og i antallet af dræbte i fartulykker.
Når danskerne bliver spurgt om deres holdning til at køre 10 procent for stærkt på landevejen, er der alt efter geografi stor forskel på i hvor høj grad, at bilisterne finder det acceptabelt. I det jyske er accepten af for høj hastighed nemlig generelt større, end den er på øerne. For eksempel er andelen af midt- og vestjyder, som synes, at det er acceptabelt at køre lidt for stærkt, 43 procent større end blandt bilister fra Midt- og Vestsjælland.
De nyeste tal viser også, at holdningen har betydning for, hvor langt speederen rent faktisk bliver trykket ned mod bilens bundmåtte. I hvert fald svarer de adspurgte bilister, som bor i de egne med størst accept af for høj fart, at de også i højere grad selv kører for stærkt. Tager vi eksemplet fra før, er andelen af midt- og vestjyder, som svarer, at de kører for stærkt, over dobbelt så stor som i Midt- og Vestsjælland.
Der lader altså til at være en ret klar sammenhæng mellem bilisternes holdning til for høj fart og deres adfærd bag rattet. Tallene stammer fra en undersøgelse for Rådet for Sikker Trafik, som 1.527 danske bilister deltog i i 2023.
“Det er afgørende at påvirke bilisternes holdning til at køre for stærkt, fordi det også afspejler sig i den faktiske hastighed på vejene. For høj fart er stadig en afgørende faktor i cirka 4 ud af 10 dødsulykker på de danske veje, så der er god grund til at respektere fartgrænserne,” siger Morten Wehner, seniorprojektleder i Rådet for Sikker Trafik.
Derfor kører Rådet for Sikker Trafik i april kampagnen ‘Sænk farten – bare lidt.‘
Fartulykker tegner et tydeligt billede
Når man kigger på fartulykker, er der også en sammenhæng mellem accepten af at køre for stærkt og hvor mange, som bliver dræbt i fartulykker. Når antallet af dræbte i fartulykker gøres op pr. 100.000 indbyggere i en politikreds, dukker der nogle interessante og skræmmende forskelle op.
I to sammenlignelige politikredse, er der forholdsmæssigt tre gange så mange dræbte i ulykker, hvor farten er for høj. I Midt- og Vestjyllands Politikreds er der nemlig 9,64 dræbte i fartulykker pr. 100.000 indbyggere, mens der i Midt- og Vestsjællands Politikreds er 3 dræbte i fartulykker for 100.000 indbyggere.
Der er sandsynligvis flere forklaringer på forskellen, som blandt andet handler om trængsel og den faktiske hastighed på vejene, men det hænger utvivlsomt også sammen med accepten af at køre for stærkt.
“Det er vigtigt at holde fokus på at få hastigheden bragt ned på det tilladte. Det har nemlig enorm betydning for, om ulykkerne opstår, og hvor alvorlige de bliver. Særligt i de områder af Danmark, hvor gennemsnitshastigheden ligger over det tilladte på landevejen, koster det menneskeliv,” siger Morten Wehner.
Den største forskel politikredsene imellem er i henholdsvis Københavns og Midt- og Vestjyllands Politikredse. Der bliver dræbt næsten 10 gange så mange i fartulykker pr. 100.000 indbyggere i Midt- og Vestjyllands Politi sammenlignet med Københavns Politi.
Undersøgelser og regionale tal
I 2023 spurgte Rådet for Sikker Trafik 1.527 danske bilister om deres holdning og vaner i forhold til at køre for stærkt. Tallene er opgjort på Jylland og øerne.
Bilisterne blev blandt andet spurgt om følgende:
I hvilken grad synes du, at det er acceptabelt eller uacceptabelt at gøre følgende, når man kører bil?
– Overskride hastighedsgrænsen på 80 km/t landeveje med mindst 10 % (dvs.køre minimum 88 km/t).
Sjælland og øernne
– Acceptabelt eller meget acceptabelt: 20 procent
– Hverken acceotabelt eller uacceptabelt: 28 procent
– Uacceptabelt eller meget uacceptabelt: 50 procent
– Ved ikke: 2 procent
Jylland
– Acceptabelt eller meget acceptabelt: 24 procent
– Hverken acceotabelt eller uacceptabelt: 30 procent
– Uacceptabelt eller meget uacceptabelt: 45 procent
– Ved ikke: 2 procent
Hvor ofte kører du mere end 10 % hurtigere end de tilladte hastighedsgrænser på 80 km/t landeveje (dvs. at du kører mindst 88 km/t)?
Sjælland og øernne
– Meget ofte eller ofte: 13 procent
– En gang imellem: 28 procent
– Sjældent: 37 procent
– Aldrig: 20 procent
– Ved ikke: 2 procent
Jylland
– Meget ofte eller ofte: 21 procent
– En gang imellem: 30 procent
– Sjældent: 31 procent
– Aldrig: 17 procent
– Ved ikke: 1 procent
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'I denne landsdel kører danskerne for stærkt – og det koster liv' til en bekendt