
Byrådet afholder temamøde om Frederikshavn Havn
19. april 2024 - kl. 10:04 - af Henrik Christensen
Når Byrådet mødes næste gang den 24. april lægges der op til et forudgående to timers temamøde om Frederikshavn Havn. Det fremgår af dagsordenen for byrådsmødet.
På selve byrådsmødet er et punkt om godkendelse af en ansøgning fra Frederikshavn Havn om ændringer af lån og swap for LNG-anlæg samt om godkendelse af ansøgning fra Frederikshavn Havn om indgåelse af nye swaps. Dette drejer sig primært om godkendelse til gennem renteswapaftaler at indgå rentesikringsaftaler på 3 af Havnens lån.
En sag, der har kørt frem og tilbage siden sommeren 2023 er forberedelser til kommuneplantillæg og lokalplan for et erhvervsområde ved Vendsysselvej 202 i Frederikshavn. Dette er nu nået til godkendelse i Byrådet. Forud for mødet indstiller Center for Teknik og Miljø, at forslag til kommuneplantillæg såvel som forslag til lokalplan godkendes og sendes i 8 ugers offentlig høring.
Byrådet skal også godkende regnskabet for 2023, som derefter forventes sendt til revision. Driftsudgifterne eksklusive det takstfinansierede område udviser et mindreforbrug på 45 mio. kr. i forhold til det korrigerede budget på 4.409,3 mio. kr. Anlægsudgifterne udviser et mindreforbrug på 88,5 mio. kr. i forhold til det korrigerede budget på 200,1 mio. kr. Regnskabet viser samtidig, at kommunens gennemsnitslikviditet var 266,9 mio. kr. ved udgangen af 2023.
Byrådet skal på mødet også tage stilling til godkendelse af en lang række ”bevillingsmæssige ændringer” til budget 2024.
Forsyningen ønsker kommunegaranti
Bestyrelsen for Frederikshavn Forsyning A/S med tilhørende selskaber har søgt Frederikshavn Kommune om kommunegarantier for en samlet ramme for lån på 296,7 mio. kr. Ansøgningen gælder både for byggekreditter samt efterfølgende lån, der skal optages vedrørende anlægsudgifter afholdt i 2024. Lånene ønskes optaget som 25-årige obligationsbaserede lån.
Kommunens afdeling for Budget og Analyse indstiller forud for byrådsmødet, at der i henhold til reglerne for kommunal låntagning godkendes en kommunegaranti for byggekreditter og efterfølgende lån inden for en ramme på 296,7 mio. kr. til Frederikshavn Forsyning A/S til finansiering af anlægsudgifter afholdt i 2024. Endvidere at der opkræves løbende årlig garantiprovision af restgælden ultimo året.
Tidligere har sagen været til behandling i Økonomiudvalget. Her besluttede udvalget, at sagen tilbagesendes til Frederikshavn Forsyning A/S. Der skal udarbejdes en konkret plan for hvilke projekter, der skal udarbejdes i indeværende år, og hvilken finansiering der påtænkes til de enkelte projekter. Der skal laves en samlet finansieringsstrategi og risikoanalyse for de investeringer, der skal foretages i de respektive selskaber i Frederikshavn Forsyning A/S.
Samtidig fastholdes det, at der gives ikke kommunegaranti til låneoptag, som ikke er konkrete, i forhold til enkeltprojekter. Frederikshavn Forsyning A/S inviteres ind til et kommende Økonomiudvalgsmøde.
Til byrådsmødet er der i øvrigt indkommet spørgsmål fra Frode Thule Jensen, Østervrå, og dagsordenen har endvidere et punkt med en såkaldt ”initiativsag” om Aalbæk Idrætscenter.
Der kan i øvrigt henvises til en uddybende artikel i bladet ”Ingeniøren” om LNG-anlæg. Benyt denne mail:
https://ing.dk/artikel/lng-anlaeg-i-frederikshavn-skal-forsyne-skibe-med-flydende-naturgas
Tekst: Per Rye
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Byrådet afholder temamøde om Frederikshavn Havn' til en bekendt