Venstre ønsker offentlighed om tilskud til Aalbæk Idrætscenter
19. april 2024 - kl. 10:20 - af Henrik Christensen
Venstre fremsætter på det kommende byrådsmøde den 24. april et såkaldt ”initiativforslag” om, at den kommunale administration bemyndiges til i henhold til offentlighedsloven at meddele meroffentlighed i videst muligt omfang i forløbet vedrørende tildeling af tilskud til Aalbæk Idrætscenter.
Venstre skriver i sin begrundelse bl.a.: ”I bemærkningerne fra administrationen forventer vi, at administrationen redegør for, at der efter § 14 kan meddeles indsigt i en sag som den foreliggende alene med de begrænsninger, som følger af lovgivningen herunder reglerne om tavshedspligt.”
Videre hedder det: ”Disse begrænsninger vil i den foreliggende sag alene gøre sig gældende i forhold til fysiske personer omtalt i sagsmaterialet, og det bedes fra administrationens side oplyst til Byrådet, at ekstrahering (uddrag, udtræk (red.)) og anonymisering af navne kan anvendes også ved meddelelse af meroffentlighed.”
Det er Venstres opfattelse, at der ikke foreligger hensyn til Aalbæk Idrætscenter, som kan begrunde undtagelser fra retten til meroffentlighed, og reglerne om tavshedspligt gør sig ikke gældende for så vidt angår dette forløb, idet beskyttelseshensynet ikke er berørte borgere eller virksomheder, men alene de interne beslutningsprocesser i kommunen.
Venstre konkluderer derfor: ”Med andre ord er det kommunens frie valg, om man vil lægge forløbet frem. For så vidt angår intern korrespondance mellem ansatte i kommune, kan denne således offentliggøres alene med anonymisering af de pågældende personers navne. Denne del er særligt relevant i henseende til offentlighedens forståelse af den politiske indblanding i sagen.”
Sagen fremsættes på Byrådsmødet uden administrativ indstilling.
Tekst: Per Rye
En kommentar til “Venstre ønsker offentlighed om tilskud til Aalbæk Idrætscenter” under annoncerne.
På byrådsmødet blev det besluttet at sende sagen til den kommunale administration med henblik på genoptagelse af sagen på næste byrådsmøde sidst i maj.