”Havet som Have” på inspirationstur
20. april 2024 - kl. 5:39 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
For at give ny inspiration til fortsat udvikling langs Østkysten har et hold deltagere fra netværket ”Havet som Have” været på en heldags inspirationstur til Aarhus-området og Nationalpark Mols Bjerge.
Netværket ”Havet som Have” faciliteres af Destination NORD i samarbejde med Frederikshavn Erhvervsforening. Tanken er at give forskellige aktører langs strandstrækningen fra Jerup til Vangen mulighed for at koordinere igangværende og kommende projekter, så der sikres en rød tråd i udviklingen.
Det overordnede mål er, at hele Destinations NORD’s kyststrækning udvikles og bindes sammen til et stærkt brand, der styrker Kattegatkystens attraktivitet og dermed kan tiltrække endnu flere turister.
Derudover understøtter en fokuseret og koordineret udvikling af kyststrækningen Frederikshavn-området som et attraktivt sted at bo – også ift. bosætning. Tanken er, at hele strækningen udvikles til et sammenhængende ”oplevelsesrum”, og at udviklingen spiller sammen med en række øvrige igangværende tiltag langs kysten.
Nu er netværksmedlemmerne taget på studietur til Aarhus og Mols Bjerge, hvor de af en række spændende og engagerede indlægsholdere er blevet præsenteret for meget forskellige typer af rekreativ infrastruktur, og der er hentet masser af god inspiration med hjem.
Bl.a. har netværket besøgt Ballehage Strand, ”Den Uendelige Bro”, Aarhus Ø Havnebad, Egå Marina samt Kalø Vig Center og set med egne øjne, hvordan rekreativ infrastruktur kan gøre et naturområde mere tilgængeligt og binde oplevelsessteder sammen:
– Rekreativ infrastruktur kommer ikke af sig selv. Derfor er det fantastisk at opleve så mange topmotiverede frivillige, der hver især har spændende projekter, der på forskellig vis bakker op om vores store og ambitiøse vision for hele Østkysten – fra Skagen i nord til grænsen i syd – med nye relevante tilbud fra vandrestier til havnebade. Udviklingsplan for Jyllands Østkyst (JØP) samler lige nu og de næste par år 22 kommuner, 6 destinationsselskaber og 3 regioner i ét arbejde for at udvikle turismen og lokale områder til gavn for lokale og turister, udtaler projektleder Peter Kvistgaard fra Destination NORD.
Han var af sted sammen med 22 deltagere fra bl.a. Frederikshavn og Sæby erhvervsforeninger, Strandby Havn, havnebad og vinterbadelaug, Palmestrandens Venner, Skagen Badelaug, Rønnerhavnen, Frederikshavn Kommune og Destination NORD.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af '”Havet som Have” på inspirationstur' til en bekendt