
Valg til EU den 9. juni – brevstemme kan afgives allerede nu
27. april 2024 - kl. 14:51 - af Henrik Christensen
Danmark er medlem af EU og skal ved det kommende valg vælge 15 repræsentanter (medlemmer) til Europa-Parlamentet.
Medlemmerne af Europa-Parlamentet (med betegnelsen MEP) bliver valgt af den danske befolkning ved valg til Europa-Parlamentet, der afholdes hvert 5. år. Det næste valg til Europa-Parlamentet afholdes den 9. juni 2024, men allerede efter søndag den 28. april kan man afgive brevstemme på rådhusene i Skagen og Frederikshavn samt på biblioteket i Sæby.
Mandage og tirsdage i tidsrummet kl. 10-15. torsdage kl. 10-17 og fredag kl. 10-14 kan der brevstemmes de førnævnte steder. Desuden kan der på onsdage – dog kun på Frederikshavn Rådhus – brevstemmes kl. 10-14 samt den 1. maj og 5. juni kl. 10-12. Lørdag den 25. maj og lørdag den 1. juni kan der brevstemmes i tidsrummet kl. 10-12 på rådhusene i Frederikshavn og Skagen samt på biblioteket i Sæby.
Ønsker man at brevstemme, er sidste frist den 6. juni. Ved afstemning kræves fremlæggelse af legitimation.
Der vil også blive mulighed for at afgive stemme i eget hjem som følge af sygdom eller manglende førlighed. Anmodning herom kan ske telefonisk eller via blanket til borgerservice. Ved afstemningen den 9. juni kan der også stemmes fra bil uden for valgstedet, ligesom svagtseende kan få hjælp til at afgive stemme. Valgstederne har på valgdagen åbent mellem kl. 9 og kl. 20.
Der bliver foruden de førnævnte afstemningssteder særlige ”pop-up-stemmestemmer” i Brønden, Præstbro og Hulsig onsdag den 29. maj kl. 9-11 samt i Lyngså og Understed kl. 12,30-14,30.
Direkte valg – hvem kan stemme?
Valget til Europa-Parlamentet er et direkte valg. Det betyder, at det alene er den danske befolkning og ikke fx Folketinget, der beslutter, hvem der skal sidde som danske repræsentanter. Valget til Europa-Parlamentet er det eneste direkte valg i den Europæiske Union.
Du kan stemme til Europa-Parlamentsvalg, hvis du
- er dansk statsborger, er fyldt 18 år og bor i Danmark
- er dansk statsborger, er fyldt 18 år og bor i en af de øvrige EU-medlemsstater (kræver ansøgning
- er statsborger i en af de øvrige EU-medlemsstater, er fyldt 18 år og bor i Danmark (kræver ansøgning).
Pr. 1. juli 2016 har personer, der er umyndige, fået ret til at stemme ved Europa-Parlamentsvalg.
Du må kun stemme til Europa-Parlamentsvalg i én medlemsstat. Hvis du ikke er dansk statsborger og bor i Danmark, og du vil stemme ved valget i Danmark, må du derfor ikke samtidig stemme til valget i dit hjemland (eller nogen anden medlemsstat).
Følgende personer har ikke valgret ved valg til Europa-Parlamentet:
- udlændinge, der er udvist ved endelig dom (efter udlændingelovens §§ 22-24 eller 25 c), og
- udlændinge, der er udvist ved endelig afgørelse (efter udlændingelovens §§ 25-25 b).
Hvis du er statsborger i et andet EU-land og bor i Danmark, kan du selv vælge, om du vil stemme til Europa-Parlamentsvalget i Danmark eller i det land, hvor du er statsborger.
Link, hvor der på kommunens hjemmeside kan læses meget mere om EU-valget:
og her: https://www.eu.dk/
Tekst: Per Rye
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Valg til EU den 9. juni – brevstemme kan afgives allerede nu' til en bekendt