
Stort fokus på musiklegenden Leonard Cohen
19. februar 2025 - kl. 8:02 - af Henrik Christensen
I de kommende måneder vil der to gange blive sat fokus på den canadiske sangskriver og sanger, digter og forfatter Leonard Cohen.
Første gang er ved en koncert i den nye baptistkirke på Sæbygårdvej 13 søndag den 13. april kl. 16.
Her indbydes til at tage med på en rejse gennem Leonard Cohens poesi og sange, når Straylight.band kommer på besøg.
Det handler mest om Gud og kvinder, når der bliver lejlighed til at nyde 12 af Cohens gode sange, ligesom der fortælles om sangenes tilblivelse og indhold.
Bandet består af de 6 musikere Jan Kaas Henriksen, Kurt Reinhardt Pedersen, Kaare Lassen, Jesper Mølgaard, Jan Bergl og Jan Kornholt.
Entreen er 50 kr. Der kan læses mere om arrangementet og den nye kirke på www.saebybaptistkirke.dk
I Sæby Kirke sidst i august
Den 31. august kl. 19,00 er der igen fokus på Leonard Cohen, når koncerten “Cohen i kirken”afvikles i Sæby Kirke, Strandgade 5A i Sæby.
Her er billetsalget til 175 kr. stykket startet via dette link: www.billetsalg.kirkekoncerter.
Musikalsk fokuserer “Cohen i kirken” på en fortolkning af Cohens sange. Det er Karsten Holm og hans kvartet, som står for fortolkningen.
Kvartetten, der består af akustiske og elektriske guitarer, bas, violin og masser af vokal, har skabt egne originale arrangementer og givet Cohens sange nye farver og udtryk.
Kvartetten tager fat på en række af Leonard Cohens største sange og sætter dem ind i en ramme af mest end poesi og historie.
Leonard Cohen blev født i 1934 og døde i 2016.
Tekst: Per Rye







Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Stort fokus på musiklegenden Leonard Cohen' til en bekendt