Arkivfoto. Ulla Mosich.
Regeringens turismepulje forpligter: 43 mio. kr…..
9. november 2025 - kl. 10:04 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
…. må ikke blive en skrivebordsøvelse.
Af Ulla Mosich, fungerende regionsformand for Region Nord i HORESTA:
Regeringens nyligt annoncerede pulje på 43 mio. kr. til styrkelse af tværkommunal turisme er et vigtigt skridt i den rigtige retning. Men det må ikke blive en skrivebordsøvelse. Midlerne skal omsættes til konkrete initiativer, der kan mærkes af virksomheder, medarbejdere og gæster i vores region.
Hvis vi vil sikre turismens fremtid, skal vi turde tænke stort og langsigtet.
Regeringens annoncerede for nylig en bevilling på 43 mio. kr. er et løft af den regionale turisme i Danmark, men puljen til såkaldte tværkommunale udviklingsplaner forpligter. Midlerne må ikke bare drysses ud på småprojekter. De skal målrettes helårsturisme, nye arbejdspladser og stærkere samarbejder. I Jylland står vi til at modtage 19 mio. kr. fordelt på 12 mio. kr. til Vestkysten og 7 mio. kr. til Jyllands Østkyst, og her er der et særligt potentiale for at booste turismen.
Når vi investerer statslige midler i turismen, skal det ske med et klart formål: at skabe aktivitet, omsætning og beskæftigelse. Alt sammen noget, der i sidste ende betaler sig tilbage i form af nye skatteindtægter. Turisme er ikke blot kultur og oplevelser – det er også erhverv, eksport og et stærkt finansielt bidrag til vores samlede velfærd.
Projekterne skal give værdi – hele året
Det er fint, at regeringen lægger vægt på klimatilpasning, naturnære overnatningssteder, bedre udnyttelse af lystbådehavne og ny rekreativ infrastruktur. Men vi må samtidig kræve, at projekterne reelt styrker erhvervet og giver værdi hele året – ikke kun i højsæsonen.
Den fysiske realisering af et turismeprojekt er ikke nok. Det kræver også markedsføring, produktudvikling og kompetencer fra branchen, hvis indsatserne skal konverteres til nye gæster.
Et spørgsmål om sammenhængskraft
Turismen er allerede en af Danmarks stærkeste vækstmotorer og blandt de største bidragsydere til beskæftigelsen. Turismeforbruget satte rekord i 2024 med knap 170 mia. kr.[1]. Men udviklingen kommer ikke af sig selv. Og også internationalt intensiveres konkurrencen om turisternes gunst i disse år. Derfor skal vi sikre, at Danmark fortsat er attraktiv – som rejsedestination og som land at arbejde med turisme i.
Samtidig er turismen afgørende for sammenhængskraften. Hotel-, restaurations- og turismebranchen giver job til unge, studerende, faglærte, ufaglærte, voksne og seniorer – i både store og mindre byer. Når vi styrker turismen, styrker vi lokalsamfundene. Ringene breder sig fra vores branche til detailhandel, kultur og i sidste ende til de skatteindtægter, der finansierer velfærden.
Derfor er vi i Region Nord glade for regeringens pulje og vores tildeling til de tværkommunale udviklingsplaner. Nu er tiden til at smøge ærmerne op og sikre, at hver en krone arbejder for Danmark – og for de virksomheder, medarbejdere og gæster, som hver dag er med til at løfte vores branche og samfundet som helhed.
[1] Danmarks Statistik
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.







Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Regeringens turismepulje forpligter: 43 mio. kr…..' til en bekendt