
Byrådet ser på ny styrelsesvedtægt og revideret forretningsorden
3. januar 2026 - kl. 12:35 - af Henrik Christensen
Forud for det første normale byrådsmøde sidst i januar træder det nye byråd sammen allerede den 7. og 13. januar. Her skal der tages stilling til en revideret forretningsorden for afholdelse af byrådsmøderne samt en ny styrelsesvedtægt, som baner vejen for en revision af byrådets stående udvalg.
Forretningsordenen fastsætter reglerne for, hvordan byrådsmøderne afvikles. Den tidligere forretningsorden fra 2010 er revideret så forretningsordenen afspejler nutidens praksisser i byrådet. Ændringer i forretningsordenen skal undergives to behandlinger. Sagen vil derfor behandles igen på byrådsmødet den 13. januar 2026.
Af konkrete ændringer kan det bl.a. fremhæves, at ved flertal- og forholdsvalg henvises der i den reviderede forretningsorden til at følge reglerne i den kommunale styrelseslov.
Via dette link findes indholdet af udkastet til den nye forretningsorden, der ved vedtagelse træder i kraft fra den 13. januar.
Ny styrelsesvedtægt
Styrelsesvedtægten indeholder de nærmere regler for kommunens styrelse, herunder fordelingen af arbejdsopgaver mellem udvalgene, vederlag mv. Forslag til ændring af styrelsesvedtægten skal behandles to gange i byrådet – nu altså den 7. og den 13. januar.
I styrelsesvedtægten foreslås en række ændringer.
Der nedsættes Udvalget for Økonomi og Strategi. Udvalget vil bestå af 6 medlemmer med borgmesteren som ”født” formand for udvalget.
Der nedsættes Udvalget for Sundhed, Pleje og Forebyggelse, som bl.a. vil varetage opgaver vedrørende hjemmesygepleje, forebyggende sundhedsindsats for børn og unge mv.
Der nedsættes Udvalget for Ældre, Social og Handicap, der bl.a. vil varetage opgaver vedrørende plejecentre, visitation mv.
Der nedsættes Udvalget for Arbejdsmarked, Virksomheder og Uddannelse, der bl.a. vil varetage opgaver vedrørende implementering af beskæftigelsesreformen frem mod 2030, virksomhedsservice mv.
Der nedsættes Udvalget for Teknik, Klima og Infrastruktur, der bl.a. vil varetage opgaver vedrørende veje og myndighed, kollektiv trafik, grønt råd og grøn trepart mv.
Der nedsættes Udvalget for Børn, Unge og Familie, der bl.a. vil varetage opgaver vedrørende institutioner, skoler, børnehaver og dagplejer mv.
Der nedsættes Udvalget for Plan, Miljø og Tilladelser, der bl.a. vil varetage opgaver vedrørende byfornyelse, planloven, landzoneadministration mv.
Der nedsættes Udvalget for Kultur, Idræt, Forening og Lokalsamfund, der bl.a. vil varetage opgaver vedrørende idræt, museer, biblioteker mv.
Dette link kan anvendes, hvis man ønsker at nærlæse det konkrete indhold af den 15 siders nye styrelsesvedtægt. Der er således lagt op til en hel del ændringer i udvalgsstrukturen fremover:
Tekst: Per Rye
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.







Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Byrådet ser på ny styrelsesvedtægt og revideret forretningsorden' til en bekendt