
Dan Turell, Novo Nordisk og Den lille Prins
4. januar 2026 - kl. 12:18 - af Henrik Christensen
Bibliotekerne i Frederikshavn Kommune byder i slutningen af januar på 3 interessante tilbud.
Til marts er det 80 år siden, at en af Danmarks mest eksperimenterende forfattere, Dan Turell, blev født. Mere end 30 år efter sin død læses Dan Turéll stadig af alle generationer, og hans fortælleglæde og sproglige opfindsomhed begejstrer fortsat.
Turéll var en ekstremt produktiv forfatter og udgav over 80 titler i sit kun 47-årige liv. ”Vangede Billeder”, ”Karma Cowboy” og hans kriminalromaner står som ikoniske værker, og mange husker stadig hans musikalske lyrik, essays og klummer i Politiken. Han favnede et væld af stilarter og blandede ustandseligt genrer på nye og overraskende måder.
Denne aften folder cand.mag. og forfatter Maja Lykketoft hans univers ud og giver nye indgange til en forfatter, der stadig sætter aftryk. Aftenen slutter med anbefalinger og læseoplevelser fra Turélls mangfoldige værker.
Programmet afvikles på Frederikshavn Bibliotek den 27. januar og starter med foredrag kl. 18-19, fællesspisning kl. 19-20 og bibliotekarens anbefalingen kl. 20-21
Billetprisen på 125 kr. dækker foredrag, mad og anbefalinger – drikkevarer kan købes. Billetter kan købes her: https://place2book.com/da/sw2/sales/ihr2ug24pl
Novo Nordisk – De Renfærdige
Novo Nordisk er i dag en global frontløber inden for diabetes og den nyeste generation af fedmemedicin – men hvordan begyndte det hele, og hvem stod bag?
Journalist og forfatter Hanne Sindbæk inviterer tilhørerne med på en fascinerende rejse gennem den 100-årige virksomhedshistorie. Det er fortællingen om August og Marie Krogh, der i 1922 bragte insulin til Danmark, og om rivaliseringen mellem Nordisk og Novo, som endte i en historisk fusion i 1989.
Man hører også om de visionære ledere, der hver især har sat deres præg på virksomhedens udvikling – og hører om gennembruddet med Wegovy, der har sat Novo Nordisk på verdenskortet.
Foredraget bygger på Hanne Sindbæks tre bøger om Novo Nordisk og giver et levende og nuanceret indblik i både op- og nedture, virksomhedens betydning for Danmark og den rolle, Novo Nordisk Fonden spiller i dag.
Billetter á 75 kr. kan købes her: https://place2book.com/da/sw2/sales/78wfklsoeb
Arrangementet foregår onsdag den 28. januar på Frederikshavn Bibliotek.
Den lille Prins
”Den lille Prins” er en familieforestilling med sang og musik efter forfatteren Antoine de Saint-Exupérys rørende fortælling.
Man kan opleve det forunderlige eventyr om den lille prins, der rejser ud i verden for at lære kærligheden og livet at kende.
På turen møder han bl.a. den herskesyge konge, den begærlige forretningsmand og drankeren, der drikker for at glemme, at han er flov over at drikke. Han møder også en talende blomst og en ræv, der gerne vil være tam, og som lærer ham, at det kun er med hjertet, man kan se klart.
Det er Teater Next, som præsenterer en af verdenslitteraturens mest elskede fortællinger – omsat til teater med levende musik, sang og masser af humor. Forestillingen kan overværes af alle fra 6 år og op.
Billetter á 85 kr. kan købes her:
https://arenanord.billetten.dk/index/chooseprice/showid/372438/type/1?
Arrangementet foregår lørdag den 31. januar kl. 14-15 i Manegen i Sæby som et samarbejde mellem Manegen Sæby Kulturhus og Frederikshavn Teaterforening.
Tekst: Per Rye
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.







Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Dan Turell, Novo Nordisk og Den lille Prins' til en bekendt