Nye direktører i Frederikshavn Kommune
28. maj 2026 - kl. 6:31 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
Byrådet har den 27. maj 2026 godkendt ansættelsen af Søren Aakjær som ny direktør pr. 1. juni 2026
Søren Aakjær er 48 år og har 13 års ledelseserfaring i kommunalt regi, hvor han senest har været ansat i Viborg Kommune som direktør med ansvar for børn og unge-området. Frederikshavn Kommunes politik om at styrke bosætning, fællesskabet og sammenhængskraften i kommunen gennem blandt andet attraktive lokalsamfund med tilbud og fællesskaber, der appellerer til mennesker i alle livets faser, er noget, han ser meget frem til at bidrage til.
– Jeg glæder mig meget til at være med til at udvikle Frederikshavn Kommune – også i en retning med endnu mere sammenhæng. Vi skal være sammen om de løsninger, der styrker vores kommunale virke til gavn for alle borgerne i kommunen, siger Søren Aakjær.
Ansættelsen af Søren Aakjær vækker glæde hos borgmester Jon Andersen.
– Jeg ser meget frem til at få Søren med ombord i kommunen. Vi har i ansættelsesudvalget set et potentiale i Søren, som vi mener passer godt til den retning, vi som kommune bevæger os i. Her tænker jeg især på, at Søren brænder for det tværfaglige og det at skabe sammenhæng. Det passer som fod i hose med vores Sammen om-politik. Samtidig har Søren en bred erfaring på ledelsesniveau i kommunalt regi, som taler for sig selv, siger Jon Andersen.
Frederikshavn Kommune har ansat Ulla Wernberg-Møller som direktør med tiltrædelse til juli 2026
Ulla Wernberg-Møller kommer fra en stilling som chef for socialafdelingen i Ikast-Brande Kommune, og har rig erfaring med økonomisk styring og strategisk overblik.
– Vi er meget glade for at kunne byde Ulla Wernberg-Møller velkommen som ny direktør i kommunen. Hun kommer med stærke lederkompetencer, god erfaring og med de helt rette kvalifikationer til at bidrage til at realisere kommunens ambitioner, siger borgmester Jon Andersen.
Ulla Wernberg-Møller glæder sig til at tiltræde stillingen og til at bidrage til kommunens fortsatte udvikling.
– Jeg glæder mig til at blive en del af Frederikshavn Kommune og til at møde både medarbejdere, borgere og samarbejdspartnere. Noget af det, der særligt har tiltrukket mig ved kommunen, er kombinationen af stærke fællesskaber på tværs af land og by, og en kultur med tillid og samarbejde. Jeg har også en god fornemmelse af en kommune med mod og ambitioner på fremtidens vegne. Samtidig er det svært ikke at blive betaget af de smukke omgivelser og den tætte forbindelse til naturen, siger Ulla Wernberg-Møller.
Ulla Wernberg-Møller er uddannet cand.jur. og har en master i offentlig ledelse.
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.







Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Nye direktører i Frederikshavn Kommune' til en bekendt