Jytte Thomsen, Willy Farsinsen, Finn Jakobsen, Elin Andreasen, Kai Casper, Søren Kristensen
Præsidieskiftet i Sæby Y´s Mens Club
17. juni 2026 - kl. 7:31 - af Henrik Christensen
Badskær kirke var rammen om generalforsamlingen og præsidieskiftet i Sæby Y´s Mens Club. Aftenen begyndte med en ”Matador Gudstjeneste” En gudstjeneste hvor sognepræst Mette Volsgaard og organist Jørn Hald fremdrog scener fra tv-serien Matador, hvor den kristne tro og kultur var usagt men tydeligt kom til syne. En fantastisk øjenåbner!
Efter gudstjenesten afholdtes der Generalforsamling, hvor klubbens formand for økonomiudvalget kunne berette at klubben har doneret kr. 80.000 til 20 forskellige modtagere lokalt, nationalt og globalt. Penge der var tjent ved klubbens aktiviteter. Medlemmerne har også fået oplevelser og indsigt i mange af livets forhold ved foredrag afholdt ved klubmøderne.
Afgående præsident Jytte Thomsen sagde i sin beretning: Sammen er vi stærke!
En aften til et klubmøde, sad hun og kiggede rundt i kredsen af venner, og så, at mange havde udfordringer, og måske svært ved at yde det de havde kunnet. Andre har den glæde stadig at være sunde og raske. Da var det hun tænkte: Jamen sammen er vi stærke.
Jytte besluttede der, at det skulle være hendes motto.
Ys man er et kristen fællesskab. Det er ikke der man hører så meget om tro, men det er meget der, man Lever sin tro ud. Y´s Mens bevægelsen hviler på et fundament af næstekærlighed. Derfor dyrker vi porrer og går med kirkeblade osv. så vi gennem vores donationer kan give håb til andre. Vi yder omsorg for hinanden og for mennesker udenfor klubben.
Det giver også for os selv et dejligt fællesskab, hvor alle kan føle sig set.
Stor tak til alle!! Nogle har mange kræfter, og laver mange praktiske ting. Andre kan ikke så meget af den slags, men alle kan være med til at gøre det til et dejligt sted at være.
Efter Generalforsamlingen overtog det nye præsidie klubbens ledelse.
Den nye præsident Finn Jakobsens motto er: Fællesskab forener gennem hele livet
Vi der sidder her har den ene ting til fælles, at vi alle har nået den alder vi har. Vi er nok tilbøjelige til at bekymre os for hvert år der lægges til, men egentlig skal vi jo være taknemmelige for at nå hvert år der lægges til vores alder.
Jeg tænker så tit på Nuser og Søren Brun: De sidder og kikker ud over vandet og Søren Brun siger sørgmodigt til Nuser. ”En dag skal vi alle dø Nuser” … – hvortil Nuser stille svarer:” Ja, men alle de andre dage skal vi det ikke!”
Og den historie handler om os som mennesker. Men den handler jo også om vores klub Sæby Y’s Mens Club. Både klubben – og vi som mennesker bliver ældre. I år bliver klubben 35 år og mange af os har været med fra starten. Og for hvert år der går kan vi jo også bekymre os for hvor længe vi kan blive ved med at være aktive i klubbens aktiviteter. Her er det vi skal huske på – og minde hinanden på, at vi lever i et fællesskab her i klubben. Og hvad er det, at fællesskab betyder? Paulus beskriver, at det er vigtigt at alle er med i det kristne fællesskab – for ellers er fællesskabet ikke hel.
Vi er alle medlemmer i klubben – og hvis ikke vi alle er med til det vi kan, – så er vi ikke en hel klub. For lige meget om man er klub, eller menneske kan vi kun ønske, at vi kan leve op til visdommen som det lyder i et Indisk visdomsord. Brugt ved fødsler:
Da du blev født græd du, mens verden omkring dig smilede.
Lev dit liv sådan, at når du dør, smiler du, mens verden græder.
Sæby Y´s Mens Clubs nye ledelse er:
Præsident: Finn Jakobsen.
Vicepræsident: Elin Andreasen
2. vice præsident: Willy Farsinsen
Sekretær: Søren Kristensen
Skatmester: Kai Casper
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.







Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Præsidieskiftet i Sæby Y´s Mens Club' til en bekendt