Første tirsdag i 10-års jubilæumsåret er fløjet afsted …
8. juli 2026 - kl. 10:29 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
… og hvilken fuldstændig forrygende start på fejringen af Sjov på Strandby Havn!
Frederikshavns borgmester Jon Andersen skød den 1. jubilæumstirsdag i gang med en flot tale, der satte ord på det store lokale engagement, før han officielt ringede jubilæumssæsonen ind til stor applaus fra de mange fremmødte.
Kajen summede af rendyrket sommerliv fra start til slut. Vejret viste sig fra sin absolut smukkeste side, og tusindvis af glade gæster mødte op for at skyde jubilæet i gang med manér. Stemningen var præcis så varm og folkelig, som den har været i alle 10 år – man kunne mærke fællesskabet helt ind i hjertet.
De mange boder og udstillere dannede en fantastisk ramme langs vandet, og folk hyggede sig med at gøre gode fund og snakke på kryds og tværs. Og så var der jo alt det gode til ganen! Duften af de lokale madspecaliteter spredte sig over havnen, og der blev langet masser af lækkerier over disken til de sultne og tørstige munde, mens snakken gik lystigt.
Krabbekajen var tæt pakket med koncentrerede børn, veteranbilerne skinnede om kap med solen, og de to traditionsrige turistfiskeauktioner kl. 18 og 19 trak som altid fulde huse af spændte budgivere, der ville have fingrene i havets friske spisekammer.
En kæmpe tak lyder det fra arrangørerne til alle jer, der mødte op og gjorde denne første jubilæums-tirsdag til noget helt særligt. Der er tre fantastiske tirsdage tilbage i juli, og vi glæder os allerede til næste uge!
Foto og tekst Peter Jørgensen
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.


 (300 × 250px).gif)




Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Første tirsdag i 10-års jubilæumsåret er fløjet afsted …' til en bekendt