Frederikke Østergaard er skiftet til Gentofte. Arkivfoto.
VEB henter doublespiller fra Sverige og damesingle fra Tyrkiet
22. juli 2026 - kl. 7:13 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
Vendsyssel Elite Badminton foretager to udskiftninger i truppen til den kommende sæson. Nye i VEB er Filip Karlborg, Sverige, og Neslihan Arin, Tyrkiet.
Neslihan Arin ligger nr. 29 på verdensranglisten, og hun er dermed foran VEB’s mangeårige topnavne, Beiwen Zhang (31) og Kirsty Gilmour (34).
– Det er ingen hemmelighed, at vores plan var at fortsætte med Frederikke Østergaard, men hun valgte overraskende at skifte til Gentofte. Dermed var vi tvunget til at finde en ny damesingle, og her lykkedes det os at lave en aftale med den fjerdebedste europæiske spiller på verdensranglisten, siger VEB’s cheftræner, Allan Kolbro Nielsen.
Frederikke Østergaard ligger nr. 123 på verdensranglisten, så på papiret er der tale om en forstærkning.
– Først og fremmest vil vi gerne takke Frederikke for tre gode sæsoner i VEB. Hun blev hentet herop som en talentfuld spiller i Kolding, og hun tager herfra som en etableret ligaspiller, der i sæsonen 2025/2026 vandt seks ud af syv kampe. Nu bliver Neslihan Arin vores tredje damesingle i truppen. Det er nyt for os at have tre spillere fra verdensranglistens top 34, og det giver os nogle spændende muligheder i løbet af sæsonen, vurderer cheftræneren.
Neslihan Arin er 32 år. Hun har deltaget ved OL i London i 2012, Tokyo i 2020 og Paris i 2024 og har vundet flere EM-bronzemedaljer i damesingle.
24-årige Filip Karlborg skal løfte en tung arv efter VEB’s holdkaptajn de seneste sæsoner, Robin Tabeling. Hollænderen missede kun én holdkamp i de otte sæsoner, han spillede i VEB.
– Og sportsligt var han en nøglespiller for os. Tre danske mesterskaber de seneste fem sæsoner fortæller alt. Filip Karlborg er markant lavere rangeret end Robin, men vi har en stor tro på, at han kan blive sæsonens store positive overraskelse i Badmintonligaen. Han besidder nogle værdifulde egenskaber, og det er vores opgave at omsætte Filips talent og vilje til resultater på banen, siger Allan Kolbro Nielsen.
Filip Karlborg spillede i den forgangne sæson for Team Skælskør-Slagelse, der rykkede ned i 1. division. I Thomas Cup (VM for hold) i år vandt den nye VEB-spiller sammen med Ludvig Axelsson sensationelt over det danske toppar Daniel Lundgaard og Mads Vestergaard (nr. 16 på verdensranglisten).
Svenskeren har i forvejen et fint kendskab til VEB, da hans internationale makker i mixeddouble, Tilda Sjöö, spiller i VEB. De to svenskere danner også par uden for badmintonbanen.
VEB åbner sæsonen tirsdag 15. september hjemme mod Odense.
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.







Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'VEB henter doublespiller fra Sverige og damesingle fra Tyrkiet' til en bekendt