
Arkivfoto
Sæby mærker effekten af flere års fælles indsats
17. august 2026 - kl. 12:08 - af Henrik Christensen
Sommeren har budt på sol, liv og mange gæster i Sæby. Men ifølge lokale erhvervsdrivende er det ikke kun vejret, der har sendt ekstra mange mennesker til byen. Flere års arbejde med oplevelser, handel, turisme og byliv begynder nu for alvor at kunne mærkes.
Der har været travlt på havnen, i gågaden, på Torvet og hos byens restauranter hen over sommeren. Det gode sommervejr har naturligvis hjulpet, men i Sæby er der en udbredt oplevelse af, at gæsterne også kommer, fordi byen har fået endnu mere at byde på.
En af dem, der mærker udviklingen, er Nikolai Ronne, indehaver af Vinuniverset Norhvin og Pier2 samt bestyrelsesmedlem i både Sæby Handelsstandsforening og Sæby Erhvervsforening.
“Vi har i flere år kaldt Sæby en uopdaget perle. Nu oplever vi, at flere og flere faktisk opdager Sæby. Selvfølgelig har vejret hjulpet, men gæsterne kommer også, fordi der sker noget. Der er oplevelser, liv, arrangementer og en helt særlig stemning, som folk gerne vil være en del af”, siger han.
På Pier2 har juli været den travleste måned nogensinde.
“Vi har haft fuldt hus stort set hver eneste dag. Vi har ansat ekstra personale, og på de travleste dage har vi serveret op mod 1.000 is. Samtidig oplever vi, at rigtig mange gæster bliver hængende hele dagen på havnen. De spiser frisk fisk, får en is, går en tur og nyder stemningen”.
Turisterne bliver længere
De tyske turister fylder fortsat godt i Sæbys sommerbillede.
“De elsker Sæby. De vender tilbage år efter år, fordi byen har en ro og en autenticitet, som er svær at finde andre steder”, siger Nikolai Ronne.
Samtidig opleves der også flere gæster fra det sydlige Europa, blandt andet Frankrig. Det kan ifølge Ronne hænge sammen med de meget varme somre længere sydpå, hvor nogle turister i stedet søger mod de nordligere destinationer.
Oplevelser fra morgen til aften
Sæbys sommerliv består i dag af langt mere end strand og havn. Hen over sommeren har en lang række arrangementer været med til at skabe liv i byen.
Musik på Torvet, Historiske Dage og den traditionsrige flagnedspilning har trukket mange mennesker til havnen og centrum.
I år fortsætter flagnedspilningen ekstraordinært i augustweekenderne, båret af frivillige kræfter i samarbejde med handels- og erhvervslivet.
Også Glade Sommerdage, 24 Timer ved Havet, kunstfigurerne i Clasens Have, den nye krabbevæddeløbsbane på havnen og vandreruten De Glemte Broer er blandt de aktiviteter, der giver gæsterne flere grunde til at blive i Sæby.
Torsdagene på havnen har også haft deres faste trækplaster i form af veteranbiler, som har tiltrukket både deltagere og publikum fra store dele af østkysten. Arrangementet fortsætter resten af august.
Travlhed i butikkerne
Det øgede liv i byen kan også mærkes hos de lokale butikker.
Hans Ole Kalhøj, indehaver af Kalhøj og formand for Sæby Handelsstandsforening, oplever en sommer med masser af mennesker i gaderne.
“Når byen summer af mennesker, smitter det af på alle. Vi oplever flere gæster, mere handel og en fantastisk stemning. Det gode vejr har naturligvis betydet, at shorts, sommerkjoler og let tøj er blevet revet væk, men vigtigst er, at folk bliver længere i byen. De går på café, handler og nyder atmosfæren”, siger han.
Også hos Slagter Tranholm har sommeren sat sine spor.
“Vi har mærkbart flere kunder, en god atmosfære i gågaden og på Torvet og smilende gæster. Mange kommer igen år efter år og lægger vejen forbi, fordi det er blevet en del af deres ferie. Det glæder os”, siger indehaver Leif Tranholm.
Mange kræfter bag udviklingen
Ifølge Nikolai Ronne er den positive udvikling resultatet af en indsats, som mange forskellige aktører har været en del af gennem flere år.
“Der ligger et kæmpe arbejde bag. Sæby Handelsstandsforening, Sæby Erhvervsforening, Frederikshavn Kommune, Toppen af Danmark, Destination Nord og en lang række frivillige har gennem flere år arbejdet for at skabe en retning for Sæby og endnu flere oplevelser”.
Han mener samtidig, at arbejdet skal fortsætte.
“Nu begynder vi for alvor at se effekten. Men det må ikke stoppe her. Vi skal fortsætte udviklingen, gøre det, der er bedst for fællesskabet, og udvise værtskab i verdensklasse. Så går Sæby en god fremtid i møde”.
Han fremhæver, at Sæby i dag kan tilbyde en bred vifte af oplevelser inden for kort afstand.
“Man kan være aktiv, opleve kultur, spise godt, handle lokalt og opleve naturen – alt sammen inden for gåafstand. Det er en styrke, som flere og flere får øjnene op for”.
Ifølge Ronne handler udviklingen ikke kun om turisme, men også om Sæby som by at bo i.
“Hvis vi fortsætter med at udvikle byen i samme retning og holder fast i samarbejdet mellem erhvervsliv, kommune og de mange frivillige, så tror jeg, at Sæby kun lige har taget hul på det potentiale, vi har. Det gælder både bosætning og turisme”.
Den velbevarede hemmelighed er ved at være ude
For få år siden blev Sæby ofte omtalt som en af Danmarks bedst bevarede hemmeligheder. Men betegnelsen “bedst bevarede” bliver stadig sværere at bruge.
Sæby er via OplevDanmark blevet kåret som Danmarks næstmest hyggelige by, mens et ekspertpanel under Kulturministeriet har udpeget byen som et af landets 16 nationale kulturmiljøer.
Samtidig har sommeren vist, at der er liv i både havnen, butikkerne, restauranterne og byens mange aktiviteter.
Og måske er det netop kombinationen, der er ved at gøre forskellen: Sæby har ikke kun fået flere gæster. Byen har fået flere grunde til, at de bliver lidt længere.
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.







Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Sæby mærker effekten af flere års fælles indsats' til en bekendt