Fortsat stor opbakning til Sparekassen Danmark

Fortsat stor opbakning til Sparekassen Danmark

19. august 2026 - kl. 9:03 - af

Sparekassen Danmark kommer ud med tilfredsstillende halvårsresultat og oplever fortsat stor tilgang af nye kunder og garanter

Sparekassen Danmarks samlede forretningsomfang steg i første halvår til 355 milliarder kroner mod 335 milliarder kroner ultimo 2025, hvilket svarer til en vækst på 6,1 %. Forretningsomfanget målt på udlån, indlån inklusive puljer, garantkapital, garantier og kundedepoter udgør 184 milliarder kroner. Hertil kommer en stor vækst i formidlede realkreditlån. Formidlede realkreditlån udgør i alt 171 milliarder kroner.

Kunde nr. 400.000

Sparekassen tog i samme periode imod – netto – næsten 11.000 nye kunder.

”Sparekassen har i starten af 2026 passeret en milepæl og har nu mere end 400.000 kunder, hvoraf næsten hver tredje tillige er garant i sparekassen. Det er vi stolte af, og vi tager det som udtryk for tillid til sparekassen og vores forretningsmodel som garantsparekasse, at så mange af vores kunder har valgt at bakke op om sparekassen ved at være garant,” siger den ene af sparekassens to administrerende direktører, Kim Mouritsen.   

Tilgangen af kunder og det øgede forretningsomfang har bidraget til, at sparekassen kan præsentere et halvårsresultat for 2026 før skat på 1,1 milliarder kroner mod 861 millioner kroner i første halvår 2025. Det kan siges at være meget tilfredsstillende og ligger over forventningerne udmeldt ved årets begyndelse på 1,7-1,9 milliarder kroner for hele 2026.

Faldende renteindtægter

Sparekassens netto renteindtægter er faldet med 10 millioner kroner til 1,2 milliarder kroner. Nedgangen i renteindtægter skyldes rentefaldet på 1 % hen over 1. halvår 2025, som vi først ser den fulde effekt af nu. Sparekassens udlån stiger, men rentemarginalen indsnævres mere, end væksten kan absorbere.

Stigende omkostninger

Sparekassens samlede omkostninger er som forventet steget og udgør 1,2 milliarder kroner mod 1,1 milliarder kroner samme periode året før.

Stigningen skyldes blandt andet en vækst i antal medarbejdere samt udgifter til strategiske initiativer og generelt stigende udgifter.

Nedskrivninger på udlån

Sparekassen har nedskrivninger på udlån i 1. halvår 2026 for 30 millioner kroner mod 322 millioner kroner i samme periode året før. Sparekassen har øget de ledelsesmæssige skøn med 72 millioner kroner i 1. halvår 2026. 

”Vi kan konkludere, at sparekassens kunder har en sund økonomi trods den geopolitiske uro,” siger Kim Mouritsen. ”Når vi alligevel hæver de ledelsesmæssige skøn, skyldes det landbrugets situation og rammevilkårene i fremtiden.”

Egenkapital: 17,8 milliarder

Sparekassens egenkapital er det seneste år steget med 2,3 milliarder kroner til 17,8 milliarder kroner og danner dermed grundlaget for sparekassens solide kapitalforhold. Stigningen skyldes dels konsolidering med overført overskud og dels netto tilgang af garantkapital.

Sparekassens solide kapitalforhold kommer blandt andet til udtryk i de nedskrivningsegnede passiver, NEP-procenten.

Sparekassens NEP-procent er pr. 30. juni 2026 beregnet til 29,8 procent ekskl. indregning af halvårets resultat, mens NEP-kravet lyder på 19,3 procent for 2026. Sparekassen har dermed en kapitaloverdækning på 10,5 procentpoint, hvilket svarer til 6 milliarder kroner.

318 mio. kr. til samfundet

Sparekassen Danmarks skat af halvårets resultat er opgjort til 231 millioner kroner. Herudover har sparekassen betalt 87 millioner kroner i lønsumsafgift.

Sparekassen bidrager således efter første halvår 2026 med selskabsskat og lønsumsafgift for i alt 318 millioner kroner til samfundet. 

Nye afdelinger

I 2026 er sparekassen vokset med en afdeling i Kongens Lyngby, og senere på året åbner endnu to nye afdelinger i Horsens og Risskov samt en satellitafdeling i Farsø. ”Det er lokaliteter, der er valgt, fordi det er områder med store muligheder og ligger i naturlig forlængelse af sparekassens eksisterende afdelinger i henholdsvis København, Østjylland og Himmerland,” forklarer Lars Thomsen, sparekassens anden administrerende direktør. 

Derudover er Erhverv Vest flyttet fra Struer til Holstebro. Sparekassen har hermed i dag afdelinger på 70 adresser i Nord-, Vest- og Østjylland, i Trekantområdet, på Fyn og i København. 

Ændringer i bestyrelse og direktion 

På sparekassens repræsentantskabsmøde i april blev Alex Rasmussen og Jens Bigum valgt til sparekassens bestyrelse. Alex Rasmussen er centerdirektør for Idrætscenter Vendsyssel i Vrå. Desuden er han medlem af bestyrelsen i Sparekassen Danmark Fonden Vendsyssel. Jens Bigum er selvstændig landmand og erhvervsdrivende i Aars.

Direktør Ivan Sløk, der blev en del af direktionen i Sparekassen Danmark i forbindelse med sparekassens fusion med fynske Totalbanken, har meddelt, at han fratræder den 31. august.

Forventninger

For hele regnskabsåret 2026 fastholder sparekassens ledelse de tidligere udmeldte forventninger, der lyder på et resultat i niveauet 1,85-2,05 milliarder kroner før skat og efter skat i niveauet 1,4-1,6 milliarder kroner.

Udviklingen i halvårets resultat i hovedposter:

(mio. kr.) 1. halvår 2026 1. halvår 2025 Udvikling
Netto renteindtægter 1.215 1.229 -14
Netto gebyr- og provisionsindtægter 805 747 58
Udbytte af aktier mv. 168 235 -67
Andre driftsindtægter 18 9 9
Indtægter i alt 2.206 2.220 -14
Udgifter til personale og administration -1.172 -1.104 -68
Af- og nedskrivninger på immaterielle og materielle aktiver -63 -43 -20
Andre driftsudgifter -1 0 -1
Omkostninger i alt -1.236 -1.147 -89
Primær indtjening (resultat før kursreguleringer og nedskrivninger) 970 1.073 -103
Kursreguleringer 132 28 104
Resultat af kapitalandele i associerede og tilknyttede virksomheder 16 82 -66
Nedskrivninger på udlån og tilgodehavender mv. -29 -322 293
Periodens resultat før skat 1.089 861 228
Skat -228 -228 0
Periodens resultat 861 633 228

 

Udviklingen i sparekassens forretningsomfang og egenkapital i 1. halvår 2026 i hovedposter:

(mia. kr.) 30/6 2026 31/12 2025 Udvikling
Udlån 43,1 40,4 2,7
Indlån 58,6 56,2 2,4
Indlån i puljeordninger 13,7 12,8 0,9
Garantkapital 9,7 9,1 0,6
Garantier 15,8 14,4 1,4
Værdi af kundedepoter 43,3 38,9 4,4
Forretningsomfang før realkreditformidling 184,3 171,9 12,4
Formidlede realkreditlån 171,0 163,0 8,0
Forretningsomfang i alt 355,2 334,9 20,3

 

(mia. kr.) 30/6 2026 31/12 2025 Udvikling
Egenkapital i alt 17,8 16,7 1,1

 

Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.

Kommentarer Kommentarer
Anbefal via e-mail Anbefal via e-mail

Skriv en kommentar

Alle felter skal udfyldes, men din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort.

Anbefal artiklen via e-mail

Email en kopi af 'Fortsat stor opbakning til Sparekassen Danmark' til en bekendt

E-Mail Image Verification

Loading ... Loading ...
© 2024 FrederikshavnsAvis.dk - lokale nyheder fra Frederikshavn

Vidste du at vi har en udgave
af avisen der er optimeret til

Cookie-indstillinger