
Handicaprådet orienteres om magtanvendelser
20. august 2026 - kl. 18:06 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
Handicaprådet i Frederikshavn Kommune får på rådets næste møde den 24. august en orientering om indberetninger vedrørende magtanvendelser i 2025. Emnet sorterer under Center for Handicap og Psykiatri.
Samlet for området omkring magtanvendelser kan det konkluderes, at det ikke giver anledning til yderligere foranstaltninger. På ældreområdet ses der en stigning i antallet af magtanvendelser, men ”ikke noget påfaldende”, som det udtrykkes i orienteringen.
Det præciseres, at Servicelovens regler om magtanvendelse gælder for mennesker med en betydelig og varig nedsat psykisk- og eller fysisk funktionsevne. Der må kun anvendes magt for at sikre borgerens omsorg, værdighed og tryghed og/eller tilgodese hensynet til andre. Magtanvendelse må aldrig erstatte omsorg, pleje og socialpædagogisk bistand!
Sikre borgernes retssikkerhed
Indberetningerne bruges dels som dokumentation med henblik på at sikre borgernes retssikkerhed og dels som læring for personalet i forhold til, hvornår en magtanvendelse er lovlig samt hvordan pædagogiske tiltag kan forebygge og anvendes til at opnå samme resultat med borgerens frivillige medvirken.
På Handicap- og Psykiatriområdet ses der et lille fald i antallet af magtanvendelser fra 23 indberetninger i 2024 til 22 i 2025.
Magtanvendelserne fordeler sig jævnt på de forskellige typer af indgreb, uden at der ses mønstre eller koncentrationer, som giver anledning til yderligere analyse eller særlig opmærksomhed.
På Ældreområdet ses der en stigning i antallet af magtanvendelser fra 15 i 2024 til 26 i 2025. Dog bemærkes det, at der er et større fald fra 2023 med 35 magtanvendelser, hvorfor stigningen ikke giver anledning til yderligere analyse.
Det påpeges i orienteringen, at større udsving i antallet af magtanvendelser fra år til år ofte skyldes, at der i kortere perioder kan være mange magtanvendelser på få borgere, som har en urolig periode.
Også Ældresagen har oversigten til orientering.
Tekst: Per Rye
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.







Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Handicaprådet orienteres om magtanvendelser' til en bekendt