Sæby Festival startede med børns virketrang og ungdomsbands
21. august 2026 - kl. 18:56 - af Henrik Christensen
Sæby Festival blev afviklet fredag og lørdag med masser af tilskuere og tilhørere på det store åbne areal, som omgiver slagterigrunden midt i Sæby.
Festivalen rummede flere elementer. Allerførst fortalte Tine Dalager, som var den instruktive kunstner af elever fra Sæby Friskole og 6. klasserne på Sæbygårdskolen i de sjove figurer og masker af ler, som de havde kreeret og udstillet i en af de gamle slagteribygninger.
Tine Dalager fortalte, at en maske er fyldt med magi, og den kan udtrykke tanker og følelser samt give styrke og mod. Nogle af maskerne er inspireret af totemdyr, andre af superheltefigurer og atter andre efter børnenes fri fantasi. Nogle er nuttede og underfundige, andre mere uhyggelige i deres fremtoning, men alle viser de fantasi og livslyst, hvor kunsten omfavner det uforudsigelige.
Inden ”ferniseringen” bød borgmester Jon Andersen officielt velkommen til festivalen. Henvendt til de mange børn gav han udtryk for, at han var sikker på at de kunne mærke glæden ved hele processen med at skabe kunst, der udfordrer og udtrykker fantasien. Det er vigtigt at prøve og øve. Ikke altid når man det perfekte resultat. Som borgmesteren sagde: ”Husk, det vand, der koger, kan gøre ægget hårdt eller kartoflen blød.”
Derefter takkede han de mange frivillige, der knokler med at stable en festival på benene. Det er udtryk for en storartet indsats, som fortjener megen ros og anerkendelse.
På førstedagen gik 3 lokale ungdomsbands – Cold Negativity, Velin og VakuumPagten – derefter på scenen og ”fyrede den af”.
Lørdagen følges op af mere professionelle bands og solister.
Tekst og fotos: Per Rye
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.







Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Sæby Festival startede med børns virketrang og ungdomsbands' til en bekendt