
Åben for indstillinger: Kender du Danmarks bedste holdkammerat?
27. september 2026 - kl. 4:31 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
Åben for indstillinger: Kender du Danmarks bedste holdkammerat?
A.P. Møller Fonden og DIF’s Årets Holdkammerat bliver kåret til Sport 2026 i Herning i januar. Der er nu åbnet for, at både holdkammerater, trænere, frivillige, forældre eller andre kan indstille til prisen.
Det sociale liv i idrætsforeningerne er noget helt særligt. Med prisen ’Årets Holdkammerat’ ønsker Danmarks Idrætsforbund (DIF) med støtte fra A.P. Møller Fonden at hylde de unge, der gør noget særligt for de gode fællesskaber. Dem der samler holdet, får de nye med eller giver energi til holdet.
Holdkammerater, trænere, forældre og andre kan indstille til prisen frem til og med torsdag den 22. oktober, og vinderen findes ved Sportsgallaen i Herning 9. januar 2027.
”Det er vigtigt med gode kammerater, også i idrætten. Det er dem, der gør det ekstra sjovt at møde ind til træning. Derfor er denne pris så vigtig, for det giver mulighed for at hylde dem, der er med til at sikre det værdifulde fællesskab på et hold eller i en forening,” siger Frans Hammer, der er næstformand i DIF og medlem af den jury, der udvælger vinderen.
Prisen deles med holdet
Blandt alle indstillede findes tre nominerede, hvor en jury afgør hvem der løber med prisen. Med titlen som ’Årets Holdkammerat’ følger et gavekort på 50.000 kroner, der i prisens ånd går til en god oplevelse for hele holdet eller idrætsforeningen. De to andre nominerede får 10.000 kroner hver til holdet.
”Vi kan se, at de gode sociale relationer er helt afgørende for, hvor længe børn og unge fortsætter til deres idræt. Vi håber, at præmierne kan være med til at give nogle gode oplever sammen, styrke holdånden og give lyst til at blive ved med at tage til træning og kampe,” siger Frans Hammer.
Sidste år vandt floorballspilleren Freja Matthisson Sejersen fra TSG Floorball Fighters.
Læs mere og indstil ’Årets Holdkammerat’ her.
Tidslinje:
- 22. september-22. oktober: Åbent for indstillinger
- 12. november: En jury udpeger 3 finalister
- 9. januar 2027: Vinderen kåres ved Sportsgalla 2026 i Herning
Bagom prisen som Årets Holdkammerat:
- A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal har bevilget støtte til at uddele prisen som Årets Holdkammerat.
- Danmarks Idrætsforbund er paraplyorganisation for 63 danske specialforbund.
- Under Danmarks Idrætsforbund er der i runde tal 6.000 børne- og ungdomsforeninger og 900.000 medlemmer under 18 år.
A.P. Møller Fonden har også doneret midler til projektet ‘Fremtidens idræt for børn og unge’, som DIF står for. Projektindsatserne er mange under følgende overskrifter: øge kapaciteten, trænerløfte og trivsel, involvering og rekruttering samt synlighed og videndeling. Projektet startede i 2023 og løber i fem år. Se mere om Fremtidens Idræt for Børn og Unge på: www.dif.dk/bornogunge
Her kan du læse mere og indstille til Årets Holdkammerat
DIF blev stiftet tilbage i 1896 og er interesseorganisation for foreningsidrætten i Danmark. Gennem årene er der kommet flere og flere specialforbund til, så DIF-familien i dag består af 63 forbund, godt 8.250 idrætsforeninger og flere end 2,1 millioner medlemmer. DIF er samtidig national olympisk komité i Danmark.
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.



 (300 × 250px).gif)



Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Åben for indstillinger: Kender du Danmarks bedste holdkammerat?' til en bekendt