Suspekt et af landets stærkeste livenavne gæster Arena Nord
28. september 2026 - kl. 8:21 - af Henrik Christensen
Arena Nord kan allerede nu præsentere det næste store navn, som indtager arenaen i 2027. Og med Suspekt er der lagt op til en koncertoplevelse med kæmpe energi, stort sceneshow og fest fra første til sidste nummer.
Suspekt har gennem mere end 25 år været blandt de mest markante navne i dansk musik. Men det er ikke mindst live, at trioen for alvor viser, hvorfor de har opbygget en så stor og bred fanskare.
Suspekt er for alle – unge som ældre, hardcore fans og dem, der bare gerne vil have en fantastisk aften med vennerne. Det handler om fællesskab, høj energi og et sceneshow, der er skabt til de store arenaer.
Og nu kommer festen til Frederikshavn.
”Vi sagde, at Jonah Blacksmith skulle være startskuddet. Nu kommer Suspekt allerede som nummer to – og så må vi bare sige: Nu stikker det af! Suspekt er et af de navne, der virkelig kan få en hel arena til at løfte sig. Det bliver en fest af de helt store,” siger adm. direktør Tonny Thorup.
Suspekt er samtidig aktuelle med ny musik. Trioen har netop udgivet ’9 Liv’ og ’Don Duggi The Drifter’, som bliver startskuddet til deres niende album.
For Arena Nord er koncerten endnu et skridt mod ambitionen om flere store stående ARENA-koncerter i Frederikshavn.
”Vi vil gerne have de store koncertoplevelser tilbage til Arena Nord, og nu har vi allerede præsenteret to stærke navne. Det er et fantastisk signal. Nu håber vi, at Vendsyssel er klar til at feste med,” siger Tonny Thorup.
Suspekt kommer til Arena Nord lørdag den 10. april 2027.
Billetsalget starter torsdag den 1. oktober, Kl. 10.00 via www.arenanord.dk
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.







Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Suspekt et af landets stærkeste livenavne gæster Arena Nord' til en bekendt