
Illustrationsfoto.
Melsen Fonden efterlyser ansatte på de nordjyske plejehjem
2. oktober 2026 - kl. 9:24 - af Henrik Christensen
Melsen Fonden efterlyser kandidater til et nyt legat, der tildeles social – og sundhedshjælpere og social- og sundhedsassistenter, som arbejder på et plejehjem i Nordjylland.
– Vi synes, at det er en gruppe i vores sundhedsvæsen, som generelt får for lidt ros for det kæmpe arbejde, de gør på plejehjemmene. De må ofte stå for skud i medierne, mens andre personalegrupper typisk tager laurbærrene, siger Kurt Møller fra Melsen Fonden.
Der uddeles 11 legater á 10.000 kroner. Melsen Fonden ønsker med det nye legat at hylde de ansatte social- og sundhedshjælpere og social- og sundhedsassistenter, der gør en særlig indsats på de nordjyske plejehjem.
– Vi har tidligere sendt en efterlysning ud til de nordjyske kommuner, men det har foreløbigt ikke givet det ønskede resultat. Nu prøver vi denne gang også at få pressens hjælp og håber, at der kommer mange flere kandidater til de 11 legater, siger Kurt Møller fra Melsen Fonden.
Medierne i Nordjylland og FOA (Fagforbundet Fag og Arbejde) har også modtaget Melsen Fondens efterlysning.
– Vores medlemmer yder hver dag en kæmpe indsats for vores velfærd. Melsen Fonden sætter denne gang fokus på vores social- og sundhedshjælpere og social- og sundhedsassistenter. Det er et meget velfortjent og et velkomment skulderklap til vores medlemmer, der gør en afgørende indsats i ældreplejen, siger Anja Søe, formand for FOA i Nordjylland.
Beboere og pårørende til beboere kan ligesom ansatte på et nordjysk plejehjem indstille en kollega, der har gjort sig særligt fortjent til et legat.
Melsen Fonden håber, at der nu kommer mange flere indstillinger fra plejehjemmene.
– Vi håber da, at der er stor interesse for at få et legat på 10.000 kroner til en god kollega. Vi har sat en deadline på nomineringerne til senest den 15. oktober, så der er stadig tid, siger Kurt Møller fra Melsen Fonden.
Hvem kan nomineres:
Social-og sundhedshjælpere og social og sundhedsassistenter, der arbejder på et nordjysk plejehjem.
Hvem kan indstille kandidater:
Beboere og pårørende til beboere, samt ansatte på et plejehjem. Hvert plejehjem kan indstille én kandidat. Der er deadline 10. oktober 2026.
Se indstillingsskemaet her: Melsen_Fonden – indstilling til pris
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.



 (300 × 250px).gif)



Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Melsen Fonden efterlyser ansatte på de nordjyske plejehjem' til en bekendt