Jane Bengtsen: Jeg håber ikke, jeg står skuffet og illusionsløs i 2030
8. oktober 2026 - kl. 14:58 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
I går var jeg som SF’er en del af forligskredsen, der stemte Frederikshavn Kommunes budget igennem.
Da jeg stillede op til byrådsvalget, var det med en klar hensigt om, at samarbejdet på tværs skulle være vigtigt. Den holdning har jeg stadig, og jeg håber ikke, jeg står skuffet og illusionsløs i 2030.
Jeg er ked af, at Socialdemokratiet ikke er en del af forligskredsen; men trøster mig med, at vi stadig deler mange politiske værdier, og at det får betydning de kommende år.
For mig har det været vigtigt, at ældreområdet er blevet tilgodeset med godt 73 mio. kroner. Dem skal vi gerne bruge på at forbedre hele det område. Vi har brug for mere fast personale og ikke vikarer. Der er brug for, at unge mennesker søger det vigtige job at tage hånd om mennesker, der har brug for det. Det kræver, at arbejdet giver personlig tilfredsstillelse, fællesskabsfølelse og mulighed for efteruddannelse blandt de ansatte, hvis de skal ønske at blive ved med at arbejde inden for området. En opgave jeg inderligt håber er løst i 2030.
Arbejdet med demensområdet prioriteres gennem nyansættelser og kompetenceløft – også en absolut nødvendighed, da udfordringen her ikke mindskes.
Et besøg sammen med Handicaprådet på Hospice i Frederikshavn mindede mig om, hvor meget maden betyder for os mennesker. I min alder har man mistet både familie og venner, og pludselig huskede jeg, hvor vigtigt det var for dem alle, at der blev holdt fast i den daglige rutine med madlavning, forberedelse af maden og det at glæde sig til måltidet senere på dagen.
Man må på en eller anden måde kunne holde fast i princippet om den frisklavede mad, og vi har nu fået indtil 2030 til at finde en god, spændende og ernæringsrigtig løsning herpå i fællesskab med alle, der er involveret og berørt her.
Jeg glæder mig også over, at der i forbindelse med planlægning af byerne arbejdes med grønne byrum og formidling af kommunens naturområder. Et i min verden forsømt område i Frederikshavn Kommune. Jeg hører det som et væsentligt og stort ønske fra unge familier, at de gerne vil have grønne bylommer rundt omkring, og da vi gerne vil have dem til at bosætte sig, så skal vi være lydhøre.
Jeg er så ret sikker på, at andre aldersgrupper – gammel som ung – også vil have stor glæde af mere grønt i byerne. Lige nu kan vi glæde os over de smukke efterårsfarver, og mange af os får julelys i øjnene den morgen, vi vågner og ser sne på træerne. Forårets og sommerens farver er af afgørende betydning for vores holdning m.h.t. at passe på og bevare vores nære natur til gavn for eftertiden. Først skal vi give børnene glæde ved naturen, derefter bliver det naturligt for dem at ville bevare den.
Vil vi have nye familier til at bosætte sig, må der også investeres i børnene og de unge. Jeg er glad for, at klubberne i Sæby og Skagen bevares. I Frederikshavn skal der selvfølgelig også være et klubtilbud. Det er her, de fleste børn og unge befinder sig. Indtil videre har man haft fritidstilbuddet HotSpot. Her skal der arbejdes med at erstatte det med et ligeså godt – og gerne bedre – tilbud. Den hensigt tror jeg, alle de involverede har.
Vi skal forbedre børnenes institutioner og skolerne. Vi skal ikke være tilfredse med at ligge i midterområdet! Her har vi selve grundlaget for kommunens fremtid, så kort kan det siges!
Socialdemokratiet havde et ændringsforslag omkring Budget 2027-2030.
Der er flere gode takter heri, som jeg egentlig ikke ser nogen hindring i at implementere i budgettet.
Min egen lillebror, Ejnar, havde stor glæde og fornøjelse af sin hjemmedag i bofællesskabet på Spliidsvej. Afskaffelsen af den har jeg aldrig forstået. Sådan en dag, hvor det drejede sig om éns egne personlige behov, var guld værd. Den ser jeg også gerne genindført.
Det er ikke SF’s budget alene. Vi er mange partier, som er fælles om det, og det sætter jo sine spor, men viser også viljen til samarbejdet.
Alligevel håber jeg, som sagt, i 2030 at kunne fremhæve steder, hvor vi har sat vores tydelige aftryk .
Jane Bengtsen
Medl.af byrådet for SF
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.







Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Jane Bengtsen: Jeg håber ikke, jeg står skuffet og illusionsløs i 2030' til en bekendt