
Glade gæster nød besøg af Amalie Dollerup og Carl Ulrik Munk-Andersen
22. oktober 2026 - kl. 6:47 - af Henrik Christensen
We say thank you for the Music – en aften hvor stjernerne dryssede ud over Sæby.
Frederikshavn Teaterforening havde fået muligheden for at give vores gæster en aften med en helt særlig kvinde, nemlig Amalie Dollerup, der akkompagneret af Carl Ulrik Munk-Andersen besøgte os, i Sæby Baptistkirke, onsdag aften fortæller Bente Bonnevie fra Teaterforeningen.
Det blev en skøn aften med sange, fortællinger fra et liv på scenen og foran kameraet, hvor vi fik historier fra tiden med Badehotellet, Strisser på Samsø og mange andre spændende oplevelser, som Amalie har haft i sit liv, indtil nu.
Amalie Dollerup er én af tidens største tv-stjerner. Gennem 10 sæsoner har vi lært hende at kende som Amanda Berggren i nyere tids største danske TV-succes Badehotellet. Amalie er en dybt musikalsk skuespiller, der med et stort nærvær, gav sit publikum mindeværdige musikalske oplevelser, der skabte glæde og dejlige øjeblikke. For Amalie har noget på hjerte. Efter koncerten blev der tid til spørgsmål og der kommer mange gode fra publikum, som Amalie gav sig god tid til at svare på.
Ved koncerten akkompagneres Amalie Dollerup af pianisten Carl Ulrik Munk-Andersen, der er en af landets dygtigste organister, pianist, arrangør og kapelmester. Vi har tidligere oplevet Carl Ulrik, som pianist for andre store stjerner, slutter Bente Bonnevie.
Tak til Sæby Baptistkirke, de gjorde det til en god oplevelse for os som teaterforening at komme på besøg. Vi gik hjem, nynnende Hvad med os 2, dig og mig….
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.







Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Glade gæster nød besøg af Amalie Dollerup og Carl Ulrik Munk-Andersen' til en bekendt