
Fra KS Maskinteknik lagerelev Vibeke J. Thomsen, CEO Kim Sørensen, COO Jonas Lyngby og konsulent Jimmi Juhl fra AMU Nordjylland.
KS Maskinteknik – årets læreplads indenfor Lager og Logistikoperatører
17. oktober 2025 - kl. 12:05 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
”Jeg vil gerne indstille min læreplads KS Maskinteknik A/S i Frederikshavn som årets læreplads, da det absolut er det bedste sted at arbejde som elev”.
Således indledte Vibeke J. Thomsen lagerelev ved KS Maskinteknik sin indstilling, da hun indstillede sit lærested til Årets Læreplads indenfor uddannelsen Lager og Logistikoperatør ved AMU Nordjylland.
Vibeke er uddannet bygningsmaler, men efter 28 år i malerfaget krævede kroppen, at der skulle sket noget nyt. Og det var en kæmpe udfordring at tage springet til noget helt andet, hvor valget faldt på uddannelsen lager og logistikoperatør. Et valg, hun i dag ikke fortryder, og som hun endda måske skulle have gjort noget før, fortæller hun.
I indstillingen skriver Vibeke, at hun dagligt møder stor opbakning og tålmodighed fra alle kolleger, og at hun får lov til at udføre de mange nye opgaver i et tempo, hvor hun selv kan følge med. Der er mange nye ting for Vibeke at lære, og i starten af læretiden blev der brugt mange gule Post-it. Men med en læremester, der altid er åben overfor Vibekes forbedringsforslag, er de gule lapper nu udskiftet med en whiteboardtavle. En lille ændring der gør en verden til forskel for Vibeke.
Hos KS Maskinteknik er CEO Kim Sørensen og COO Jonas Lyngby glade og beærede over den tildelte pris.
”Jeg er personligt meget stolt over, at Vibeke har indstillet KS Maskinteknik til Årets Læreplads. Det er fantastisk, at vi har dannet så gode vilkår, at vores lærlinge indstiller os til sådanne initiativer”, udtaler Jonas Lyngby.
Kåringen med et dertilhørende flot diplom er fejret med besøg af virksomheds konsulent Jimmi Juul ved AMU Nordjylland.
” Vi hører ofte, at virksomhederne efterspørger kvalificeret arbejdskraft. Det har derfor stor betydning, at virksomhederne selv påtager sig ansvaret og uddanner elever. Her går KS Maskinteknik foran og tager medansvar for at uddanne den kvalificerede arbejdskraft, som virksomheden selv har brug for”, udtaler Jimmi Juul.
”KS Maskinteknik er kåret som Årets Læreplads indenfor Lager og Logistikoperatører ud fra Vibekes flotte indstilling og vores kendskab til, hvor stort et ansvar hun har som lagerelev, og hvor mange forskelligartede arbejdsopgaver, som hun dagligt tager del i”, slutter Jimmi Juul.
KS Maskinteknik er en del af den maritime Lærlingeordning, der huses hos Erhvervsservice Nord, hvor lærlingekoordinator Anette H. Sørensen har bistået KS Maskinteknik med rekrutteringen af Vibeke, der er virksomhedens første lagerelev.
”Mit daglige virke som virksomhedens lærlingekoordinator indebærer mange forskellige opgaver ift. morgendagens arbejdskraft, og da Kim Sørensen og Jonas Lyngby efterspurgte muligheden for at uddanne elever indenfor Lager og Logistikområdet, inviterede vi straks AMU Nordjylland til møde, hvorvidt det var muligt. Kåringen som Årets Læreplads vidner om, at det både kunne lade sig gøre, og at KS Maskinteknik uddanner med stort engagement og høj faglighed”, udtaler Anette H. Sørensen med stolthed i stemmen.
Ud over at uddanne indenfor lagerområdet uddanner KS Maskinteknik også industriteknikere. En uddannelse hvortil manglen på lærlinge er stor, og hvor uddannede faglærte er en knap ressource. KS Maskinteknik søger f.eks. en industritekniker indenfor fræseområdet.
Virksomheder i Lærlingeordningen omfatter desuden EnTech Marine, Everllence, Mariendal Electrics, Orskov Yard, RASI Maskinfabrik, Alfa Laval, Soft & Teknik, SVANEHØJ og Scanel.
Fakta om lærlingeordningen
Lærlingeordningen er et samarbejde mellem 10 virksomheder, som har ansat en fælles ressource til at tiltrække flere lærlinge, højne kvaliteten i uddannelserne, understøtte virksomhederne i håndteringen af lærlinge samt koordinere en turnusordning mellem partnerne således, at virksomhederne hjælper hinanden med at uddanne deres lærlinge bedst muligt til fremtiden. Partnere i ordningen er: Orskov Yard, Everllence, Soft & Teknik, Mariendal, Alfa Laval, RASI Maskinfabrik, EnTech Marine, Svanehøj, Scanel og KS Maskinteknik.
Om Erhvervsservice Nord
Erhvervsservice Nord tilbyder ydelser på abonnementsbasis. Vi tilbyder højt specialiserede medarbejdere til virksomheder, hvor der ikke er arbejdsopgaver nok til fuldtidsansatte. Erhvervsservice Nord er et selvstændigt selskab ejet af Skagen Erhvervsforening, Frederikshavn Erhvervsforening og Sæby Erhvervsforening. Læs mere på www.erhvervsservicenord.dk







Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'KS Maskinteknik – årets læreplads indenfor Lager og Logistikoperatører' til en bekendt