Peter Schaufuss balletten indtager Frederikshavn for første gang
26. november 2021 - kl. 15:22 - af Henrik Christensen
Frederikshavn Teaterforening præsenterer for første gang nogensinde, Peter Schaufuss balletten, og det er vi utroligt stolte over, fortæller formand Lilly Pedersen. Det sker den 7/12-2021 i Det Musiske Hus.
Det er lykkedes os ved et personligt og meget tæt samarbejde med Peter Schaufuss, og han glæder sig til at besøge Frederikshavn.
Nøddeknækkeren
Peter Schaufuss’ dobbelt prisbelønnede klassiker ‘Nøddeknækker’ til Tjajkovskijs legendariske musik er årets juleforestilling for hele familien. ‘Nøddeknækkeren’ har udviklet sig til juleforestillingen over alle i det internationale balletrepertoire og spilles hvert år i december af kompagnier verden over.
I forestillingen medvirker internationale anerkendte dansere, hvor Peter Schaufuss tolker frit i denne storslåede opsætning med masser af magi, sne, skøjteløb, dansende snefnug og fuld af romantik. Opsætningen baserer sig på den originale musik af Tjajkovskij, efter forfatteren E.T.A Hoffmans originale fortælling om pigen Clara, som juleaften får foræret en stor nøddeknækker, der er formet, som en soldat. Om natten sker der mærkelige ting. Nøddeknækkeren forvandler sig til en prins, der tager Clara med til sit kongerige.
– Det bliver storslået, grandiost og utroligt smukt og så er det for hele familien. Vi kan med stolthed fortælle, at der er tæt på udsolgt og at gæsterne kommer fra hele Nordjylland, slutter Lilly Pedersen med et smil og med denne forestilling, så kan vi sige Glædelig Jul og Godt Nytår til alle vores gæster.
Medvirkende: 20 medvirkende alle er internationale anerkendte kunstnere.
Scenografi, musik eller andet: Koreografi og iscenesættelse Peter Schaufuss, Produktion, scenografi og lys design Ben Rogers.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Peter Schaufuss balletten indtager Frederikshavn for første gang' til en bekendt