Sparekassen Danmark kommer ud med ”meget tilfredsstillende” halvårsresultat

”Det går generelt godt for vores landbrugskunder, så nogle af de lån, vi tidligere har nedskrevet på, er blevet nedbragt eller indfriet,” forklarer Sparekassen Danmarks administrerende direktør, Vagn Hansen.

Sparekassen Danmark kommer ud med ”meget tilfredsstillende” halvårsresultat

23. august 2023 - kl. 8:06 - af

Sparekassen Danmarks samlede forretningsomfang steg i første halvår med 10,6 milliarder kroner, og sparekassen tog i samme periode imod – netto – flere end 6.000 nye kunder.

”Samtidig har vi netto fået 4.752 nye garanter. Vi tager det som udtryk for tillid til sparekassen, at 87.000 af vores 313.000 kunder, altså mere end hver fjerde, har valgt at bakke op om sparekassen ved at tegne garantkapital,” siger administrerende direktør i Sparekassen Danmark, Vagn Hansen.

Tilgangen af kunder og det øgede forretningsomfang har bidraget til, at sparekassens halvårsresultat i 2023 efter skat endte på 738 millioner kroner mod 269 millioner i 2022. Før skat er halvårsresultatet pr. 30. juni på 948 millioner kroner i 2023 mod 324 millioner i 2022.

Samtidig er Nationalbankens rente i Danmark steget med 3,7 procent siden juli 2022. De stigende renter har løftet sparekassens netto renteindtægter med 300 millioner kroner fra første halvår 2022 til halvåret 2023.

Medvirkende til det bedre resultat er også kursreguleringerne. I første halvår 2022 havde sparekassen negative kursreguleringer på 352 millioner kroner. I samme periode i 2023 har sparekassen derimod haft en indtægt fra kursreguleringer på 124 millioner.

Det kan ikke blive ved

Sparekassen konstaterer i sin halvårsrapport, at dansk økonomi klarer sig bedre end forventet med faldende inflation og høj beskæftigelse. Det samme gælder kundernes økonomi.

Derfor har sparekassen – mod forventning – igen i første halvår kunnet tilbageføre nedskrivninger på udlån.

”Vi er inde i en god periode lige nu, og det gælder stort set hele sektoren. Vores renteindtægter stiger, og vi har ingen tab. Men det kan ikke blive ved,” konstaterer Vagn Hansen:

”Enten vil renterne stige, og så får vi tab på udlån, fordi renteudgifterne bliver for store for nogle af vores kunder. Eller også falder renterne igen, og så falder vores renteindtægter,” forudser Sparekassen Danmarks administrerende direktør.

Egenkapital: 11,2 milliarder

Han kan glæde sig over, at Sparekassen Danmarks egenkapital nu for første gang overstiger 11 milliarder kroner, nemlig 11,2 milliarder. Det er en forøgelse på 1,45 milliarder kroner. En del af egenkapitalen udgøres af garantkapitalen, som er steget med 558 millioner kroner til 6,8 milliarder kroner.

Dertil kommer, at sparekassen fortsat har solide kapitalforhold. Det kommer til udtryk i de nedskrivningsegnede passiver, NEP-procenten.

Sparekassens NEP-procent er pr. 30. juni 2023 beregnet til 23,0, mens NEP-kravet lyder på 15,5 procent. Sparekassen har dermed en kapitaloverdækning på 7,5 procentpoint, svarende til 3,0 milliarder kroner.

Fusion på vej

Bestyrelserne i Sparekassen Danmark og Totalbanken A/S har indstillet til generalforsamlingen i Totalbanken A/S og til repræsentantskabet i Sparekassen Danmark, at de to pengeinstitutter fusioneres pr. 1. september.

Ifølge planerne er Sparekassen Danmark det fortsættende pengeinstitut.

”Vi deler de samme værdier, og Sparekassen Danmarks forretningsmodel svarer overordnet til Totalbankens forretningsmodel,” konstaterer Vagn Hansen.

”En fusion giver Sparekassen Danmark et godt udgangspunkt for ekspansion på Fyn, hvor vi ikke har afdelinger i forvejen,” siger Sparekassen Danmarks administrerende direktør.

Totalbankens hovedsæde ligger i Aarup på Fyn. Herudover har banken tre privatafdelinger og et erhvervscenter i Odense. Ultimo 2022 havde banken 98 medarbejdere, cirka 23.000 kunder og et forretningsomfang omkring 18 milliarder kroner.

271 mio. kr. til samfundet

Sparekassen Danmarks skat af halvårets resultat er opgjort til 210 millioner kroner. Herudover har sparekassen betalt lønsumsafgift for 61 millioner kroner.

”Sparekassen bidrager således efter første halvår 2023 med selskabsskat og lønsumsafgift for i alt 271 millioner kroner til samfundet. Dertil kommer et betydeligt beløb i moms og energiafgifter, som ikke er fradragsberettiget,” siger Vagn Hansen.

Forventninger

For hele regnskabsåret 2023 forventer sparekassens ledelse et resultat i niveauet mellem 1,9 og 2,1 milliarder kroner før skat og mellem 1,4 og 1,6 milliarder efter skat. En fusion med Totalbanken vil ikke ændre disse forventninger.

Anbefal via e-mail Anbefal via e-mail

Anbefal artiklen via e-mail

Email en kopi af 'Sparekassen Danmark kommer ud med ”meget tilfredsstillende” halvårsresultat' til en bekendt

E-Mail Image Verification

Loading ... Loading ...
© 2024 FrederikshavnsAvis.dk - lokale nyheder fra Frederikshavn

Vidste du at vi har en udgave
af avisen der er optimeret til

Cookie-indstillinger