Chefanalytiker: Godt nyt til hårdtprøvede F-kort-lånere

Chefanalytiker: Godt nyt til hårdtprøvede F-kort-lånere

6. november 2024 - kl. 6:03 - af

Den høje rente på F-kort-lån sammenlignet med både F3-, F5- og endda 30-årige fastrentelån har givetvis sat tålmodigheden på prøve blandt mange F-kort-lånere. Nu er der dog endelig godt nyt til F-kort-lånerne, lyder det fra chefanalytiker i Spar Nord Martin Lundholm, der forventer et rentefald på omkring et procentpoint forud for næste refinansiering til januar.  

18.000 boligejere med lån gennem Totalkredit skal have refinansieret deres F-kortlån den 1. januar 2025. I øjeblikket kan de notere sig, at den aktuelle F-kort-rente ligger omkring 3,85 procent.

Det er højt, når vi sammenligner med de øvrige flekslån, hvor F3-renten ligger omkring 2,30 procent og F5-renten omkring 2,40 procent. Og aktuelt er det endda muligt at vælge et 30-årigt fastrente lån med en lavere rente end på et F-kort-lån, og det har aldrig tidligere være tilfældet.

– Jeg forstår godt, hvis boligejere med F-kort har følt sig hårdtprøvet den seneste tid. Den store forskel på renteniveauerne skyldes primært, at den aktuelle rente på et nyt F3- og F5-lån reagerer hurtigere på renteændringer fra centralbankerne, hvor F-kort-renten er lidt mere gumpetung så at sige. Og når den europæiske centralbank ECB aktuelt sætter renten ned i det tempo, den gør, så vil det kunne aflæses på F3- og F5-renterne først, og derfor er forskellen lige nu så stor, som den er, siger chefanalytiker Martin Lundholm og fortsætter:

– Det er dog vigtigt at huske, at den udvikling går begge veje. Det så vi senest i 2022, hvor centralbankerne hævede renterne markant, hvilket hurtigt kunne aflæses på F3 og F5-renterne, der bragede i vejret, mens F-kort-lånerne dengang kunne nyde rigtig godt af lånetypens længere reaktionstid. Sådan er dynamikken, og den kan man med fordel være sig bevidst. Man må tage det sure med det søde.

Meget tyder på, at F-kort-lånerne nu igen kan se frem til en periode med mere sødt end surt, vurderer Martin Lundholm. Ifølge Spar Nords beregninger vil F-kort-renten nemlig falde markant til næste refinansiering.

– Vi forventer et rentefald på omkring et procentpoint til næste rentefastsættelse, som sker den 20. december og som dækker 1. halvår 2025. Det gør vi som følge af ECB’s ekstraordinære rentesænkning i oktober og en forventning om yderligere rentesænkning i december, forklarer Martin Lundholm.

Fortsat højere rente end F5

Rentefaldet vil bringe F-kort ned på en rente på omkring 2,85 procent, og selvom det er en stor forskel fra udgangspunktet, er det fortsat et højere niveau end de aktuelle F3 og F5.

– Men det betyder ikke, at F-kort ikke er et attraktivt flekslån. Generelt skal man passe på med at sammenligne på baggrund af de aktuelle renteniveauer, da lånenes fleksibilitet er vidt forskellige. F3- og F5-lånere skal leve med deres rente i en længere periode, hvor F-kort-lånere fortsat har mulighed for at nyde godt af eventuelle nye – og/eller større end ventede – rentesænkninger i den nærmeste fremtid, siger Martin Lundholm og fortsætter:

– Kigger vi på det lidt større billede, har F-kort gennemsnitligt set over tid været et ganske udmærket variabelt forrentet lån trods dets op- og nedture. Og selvom de seneste år har været vilde, er der intet, der tyder på, at F-kort ikke igen – når vi ser stabile renter fra centralbankerne i en periode – vil have lavere rente end F3- og F5-lån.

Anbefal via e-mail Anbefal via e-mail

Anbefal artiklen via e-mail

Email en kopi af 'Chefanalytiker: Godt nyt til hårdtprøvede F-kort-lånere' til en bekendt

E-Mail Image Verification

Loading ... Loading ...
© 2024 FrederikshavnsAvis.dk - lokale nyheder fra Frederikshavn

Vidste du at vi har en udgave
af avisen der er optimeret til

Cookie-indstillinger