
Illustrationsfoto.
Rekordhøjt antal sager om snyd på nettet
25. januar 2025 - kl. 6:05 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
Forbruger Europa oplevede i 2024 en markant stigning i antallet af sager, hvor forbrugere oplever at være blevet snydt på nettet. Useriøse virksomheder bliver dygtigere og dygtigere til at udnytte forbrugerne, når de har paraderne nede.
Digital svindel og virksomheder, der vil tjene lette penge uden at leve op til reglerne, er et voksende problem på nettet. Det afspejler sig også i det antal sager, som Forbruger Europa har modtaget i 2024, hvor sager om snyd og svindel er mere end firedoblet.
Særligt én tendens har betydning for det høje antal sager, siger direktør i Forbruger Europa, Lars Arent:
“Vi ser en eksplosiv vækst i henvendelser fra danske forbrugere, der føler sig snydt i andre situationer end den klassiske købssituation. I stedet får de lokkende reklamer på sociale medier eller kommer galt afsted på Google – situationer, hvor vi har tendens til at handle impulsivt. Det er bekymrende, hvor dygtigt useriøse virksomheder udnytter, når vi har paraderne nede.”
Virksomhederne laver reklamer på sociale medier med ydelser, der normalt ikke koster noget. Fx ved at få forbrugerne til at svare på spørgsmål om sig selv, give oplysninger om deres bil eller opsige deres abonnementer. Og det er ikke gjort tydeligt for forbrugerne, at det koster penge, selvom virksomhederne ifølge loven er forpligtet til det.
“På sociale medier har vi vænnet os til at betale med data – navn og mail virker uskyldigt, men for virksomhederne er det guld værd, når de bruger vores oplysninger til at kræve betaling for værdiløse tjenester. Man indtaster sine oplysninger i den tro, at noget er gratis, men efterfølgende får man regninger,” siger Lars Arent.
Inkassotrusler er et effektivt skræmmemiddel
Forbruger Europas klagesager viser, at det i høj grad er sundhed, kosttilskud og medlemskaber, der fylder i statistikken:
Sundhed og kosttilskud er attraktivt for mange, og derfor går nogle i fælden, når de scroller i deres feed. I forhold til medlemskaber er det lykkedes flere hjemmesider at placere sig så højt på Google, så forbrugerne tror, de havner på den rigtige hjemmeside, når de vil opsige deres medlemskab. I virkeligheden lander de et andet sted, hvor det koster penge.
Fælles for den type sager er, at virksomhederne bag bruger inkassotrusler til at presse penge ud af forbrugerne gennem rykkergebyrer, trusler om inkasso og retssager.
”Forbruger Europa taler med mange, der betaler i frygt for konsekvenserne – og så er der alle dem, der aldrig når frem til os. Der er ingen tvivl om, at det at udnytte tillid og impulsivitet, kan være en guldgrube for useriøse virksomheder,” siger Lars Arent.
Læs om andres oplevelser
Forbruger Europa har ét altoverskyggende råd, der kan gøre en forskel:
Læs altid om andres oplevelser med en hjemmeside, før du udfylder nogen oplysninger eller handler på den. Det kan du fx gøre på Trustpilot eller Google. I rigtig mange tilfælde kan det gøre forskellen.
Fem råd, når du færdes online:
1. Undersøg altid andres oplevelser med hjemmesiden, før du udfylder nogen former for oplysninger, eller handler der
2. Væn dig til at stoppe op, og research virksomheden bag produktet
3. Læs det med småt – og vær på vagt over for tvetydige formuleringer
4. Tjek virksomhedens kontaktoplysninger og klagemuligheder
5. Undersøg adressen på Google Maps
Hvis du oplever at være blevet snydt, eller er i tvivl om en hjemmeside, er du altid meget velkommen til at kontakte Forbruger Europa
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Rekordhøjt antal sager om snyd på nettet' til en bekendt