
Arkivfoto.
Vejarbejder søges koordineret for at reducere gener
3. februar 2025 - kl. 6:30 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
Kommunens Center for Ejendomme, Park og Vej har i samarbejde med de forskellige aktører, der graver i kommunens veje, udarbejdet et katalog med forslag til koordinerede renoveringsarbejder for 2025.
Listen fremgår af folderen ”Koordinerede renoveringsarbejder 2025”. Den kan læses via dette link: https://dagsordener.frederikshavn.dk/vis/pdf/bilag/2fc26bf3-0340-465c-be77-7120cc900bb1/?redirectDirectlyToPdf=false
Et koordineret renoveringsarbejde vil sige, at aktørerne samarbejder om projektet, så de forskellige arbejder udføres så optimalt som muligt i forhold til tid, penge og kvalitet.
Et eksempel: Når Forsyningen udfører separatkloakering, koordineres arbejdet, så eventuelt belægningsskifte eller ledningsarbejder udføres i forlængelse af arbejdet. Derved undgås det at udføre gravearbejde ad flere omgange.
Et vigtigt formål med koordineringen er at sikre, at renoveringerne giver færrest mulige gener for trafikanterne og beboerne i de berørte områder. Renoverede veje søges derfor også friholdt for opgravninger i en årrække efterfølgende.
Der er afsat 7,5 mio. kr. i 2025. De afsatte anlægsmidler på investeringsoversigten ”Koordinerede belægningsarbejder” for 2025 er brugt som økonomisk grundlag for førnævnte liste.
De koordinerede arbejder er ikke skitse- eller detailprojekteret, ligesom økonomioverslag er baseret på meget grove projektbeskrivelser. Det betyder, at den endelige projektering, økonomiberegning og f.eks. ledningsbrud eller ændringer i udviklingen af infrastrukturen kan medføre, at opgaver udskydes, eller at andre opgaver kommer på listen.
Teknisk Udvalg drøfter sagen på udvalgets møde den 4. februar.
Tekst: Per Rye
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Vejarbejder søges koordineret for at reducere gener' til en bekendt