
Illustrationsfoto.
Livsfarlig parasit truer de firbenede i foråret
28. april 2025 - kl. 7:41 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
Den farlige hundesygdom, fransk hjerteorm, spreder sig lige nu rundt om i Danmark gennem inficerede snegle, som hunde enten spiser eller slikker på under gåturen. Derfor opfordrer veterinærkoncernen AniCura hundeejere til at være ekstra opmærksomme på deres kæledyrs adfærd, så smitten opdages så tidligt som muligt.
Foråret er over os, og det betyder lysere dage og lunere temperaturer – men desværre også en øget risiko for, at hunde bliver smittet med den potentielt dødelige parasit fransk hjerteorm. Ifølge veterinærkoncernen AniCura, en af landets største grupper af dyrehospitaler, er det netop i forårsmånederne, at parasitten er på fremmarch.
– Fransk hjerteorm er en alvorlig og smitsom sygdom, der kan forstyrre kroppens evne til at pumpe blod rundt. Det kan føre til varige skader på hjerte og lunger og i værste tilfælde koste hunden livet, hvis ikke parasitten opdages tidligt, fortæller Hanne Friis, chefdyrlæge hos AniCura Danmark.
Parasitten smitter gennem snegle, som hunde enten spiser eller slikker på under gåturen. Herefter vandrer larverne rundt i kroppen og sætter sig blandt andet i lungerne, hvor de hostes op og udskilles via afføringen. Derved kan parasitten hurtigt sprede sig til snegle i området og videre til andre hunde.
– Det er især i de varme og fugtige måneder, at sneglelivet trives, og dermed øges risikoen for smitte med fransk hjerteorm. Derfor opfordrer vi alle hundeejere til at være ekstra opmærksomme netop nu – og til at samle hundens afføring op, da det kan være med til at mindske smitten, siger Hanne Friis.
Symptomer kan være svære at opdage
Er din hund blevet smittet med fransk hjerteorm, kan det være svært at opdage, da der ifølge Hanne Friis ofte går måneder før, de første tegn på sygdommen viser sig:
– Der går typisk 30-60 dage fra, at hunden smittes til, at den testes positiv, og der kan gå endnu længere tid før, symptomerne begynder at vise sig. Her skal man blandt andet holde øje med, om hunden hoster, virker træt, har blødninger fra sår eller maveproblemer. Derudover vil der være tilfælde, hvor fransk hjerteorm kan give indre blødninger, der ikke stopper, og i værste fald forårsager forstyrrelser i nervesystemet, forklarer Hanne Friis.
Fransk hjerteorm har indtil nu været særligt udbredt i Københavnsområdet og Nordsjælland, men der er i de seneste år fundet flere og flere tilfælde på Fyn og i Jylland. Derfor anbefaler Hanne Friis, at man kontakter sin dyrlæge ved den mindste mistanke om fransk hjerteorm.
Symptomer på fransk hjerteorm
- Hoste
- Åndenød eller hurtig vejrtrækning
- Nedstemthed
- Pludselige ændringer i adfærd eller balanceevne
- Overdreven blødning fra selv mindre sår
- Opkast og diarré
- Nedsat udholdenhed
Om AniCura
AniCura tilbyder moderne dyrlægebehandling til kæledyr på over 490 dyrehospitaler i 15 lande i Europa. Hvert år modtager selskabets 12.000 medarbejdere, herunder 4.500 dyrlæger og fagpersonale, mere end 4,5 millioner patienter. AniCura er en anerkendt uddannelses- og henvisningspartner og blev i 2018 en del af familievirksomheden MARS PetCare. I Danmark består AniCura af 24 dyrehospitaler og dyreklinikker spredt ud over hele Danmark.
Læs mere på www.anicura.dk.
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Livsfarlig parasit truer de firbenede i foråret' til en bekendt