
C ønsker Forsyningens ejerstrategi og ledelsesstruktur belyst
22. juni 2025 - kl. 20:20 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
Frederikshavn Kommune har et stort ansvar for borgernes daglige velfærd og infrastruktur – herunder drift af vand-, varme- og spildevandsforsyning gennem Frederikshavn Forsyning.
Forsyningsområdet udgør en kritisk samfundsfunktion, og det er afgørende, at styring og ledelse sker med høj faglighed, gennemsigtighed og respekt for armslængdeprincippet mellem politik og drift.
På den baggrund rejser Det Konservative Folkeparti derfor nu en initiativsag i Byrådet, når Byrådet mødes næste gang den 25. juni.
Det understreges, at opgaverne i Frederikshavn Forsyning dagligt varetages af medarbejdere med stor faglig ekspertise. Hverken Byrådet eller politiske udvalg skal overtage eller forstyrre det faglige arbejde – men alene sikre, at de overordnede rammer og den demokratiske kontrol er på plads.
Professionelt og følger kommunens overordnede målsætninger Det Konservative Folkeparti ønsker at sikre, at Frederikshavn Forsyning drives professionelt og i overensstemmelse med kommunens overordnede målsætninger.
”Vi mener derfor, at der bør arbejdes med en opdatering af ejerstrategien og en vurdering af bestyrelsens sammensætning og rolle.”
Herunder bør det vurderes, om det fortsat er hensigtsmæssigt, at byrådsmedlemmer udpeges som formænd og næstformænd i bestyrelsen for Frederikshavn Forsyning.
Er struktur og form den rette?
Konservative foreslår også, at kommunen iværksætter en undersøgelse af, om Frederikshavn Forsynings nuværende selskabsform og organisatoriske struktur er den rette i forhold til fremtidige krav – eksempelvis i relation til klimaomstilling, digitalisering, forsyningssikkerhed og samarbejde med andre aktører.
Konservative indstiller 6 punkter til Byrådets videre behandling:
– Der udarbejdes forslag til en opdateret ejerstrategi for Frederikshavn Forsyning, herunder principper for politisk ejerskab og forventninger til selskabets drift og udvikling
– Der fastlægges klare retningslinjer for adgang til information og udveksling af data mellem Frederikshavn Forsyning og kommunen
– Der skal sikres fuld offentlighed og gennemsigtighed omkring Frederikshavn Forsynings virke – herunder adgang til relevante dokumenter for borgere og interessenter, som det gælder i kommunens øvrige forvaltning
– Der træffes beslutning om, at byrådsudpegede medlemmer ikke længere varetager posterne som formand og næstformand i Frederikshavn Forsynings bestyrelse
– I dag vælges man til bestyrelsen for hele byrådsperioden. Det bør overvejes, om dette skal ændres, så det er de aktuelle udfordringer, der afgør en evt. ændring af bestyrelsens sammensætning. Byrådsmedlemmer vælges stadig for hele byrådsperioden
– Der udarbejdes en SWOT-analyse for de af Frederikshavn Forsynings selskaber, der alene betjener dele af kommunen. Analysen skal belyse muligheden for at udskille disse i selvstændige selskaber. (A.M.B.A i stedet for placering i Frederikshavn Forsyning A/S).
Tekst: Per Rye
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'C ønsker Forsyningens ejerstrategi og ledelsesstruktur belyst' til en bekendt