
Bobler og kransekage, øl og pølser i Frederikshavn Havkajakklub
26. juni 2025 - kl. 5:45 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
Onsdag den 18. juni 2025 var ”eksamensdag”, hvor de nye roere skulle vise, hvad de havde lært efter de forgangne 5 ugers kursusforløb. Årets hold bestod af 4 nye roere.
De nye roere skal vise, at de behersker de basale ro-teknikker for at kunne få deres kursusbevis. De vigtigste 2 teknikker er, at man kan redde sig selv og redde sin makker, hvis man skulle være ude for, at man selv vælter eller en af kajak-vennerne vælter.
Der var noget blæsevejr og fralandsvind denne aften, der startede med en lille opvarmningstur ud til Neppens Havn og retur igen, inden alle prøverne. De nye roere til opgaverne med smil på læben og uden at kny.
Efter aflagt prøve blev der uddelt kursusbeviser til de nye roere og holdt tale for dem. De ”gamle roere” møder op til festlighederne, der traditionen tro først består af ”bobler” og kransekage, hvorefter grillen tændes, og der serveres øl og pølser – alt sammen af mærket ”ad libitum”, idet begrænsningen naturligvis er, at vi alle skal køre hjem.
22 af klubbens medlemmer var mødt op for at fejre de nye roere, der blev mødt med store klapsalver, da de viste deres færdigheder med selvredninger og makkerredningerne i Frederikshavn Marina. Det er en rigtig dejlig tradition, vi har fået stablet på benene i Frederikshavn Havkajakklub, at vi sammen kan fejre vore nye medlemmer.
Roerne har nu bestået eksamen, og skal efterfølgende have roet 100 kilometer ifølge en erfaren roer, førend den nye roer er endeligt frigivet og må ro på egen hånd.
Hans Chr. Højslet
Formand for Frederikshavn Havkajakklub







Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Bobler og kransekage, øl og pølser i Frederikshavn Havkajakklub' til en bekendt